Ellen Kirk (1902 - 1982)
I 1931, medens Kirk netop skrev på sit mesterværk ”Daglejerne”, udgav Ellen Kirk, hans tre år yngre søster, den succesrige og ”friske roman”[1] ”Med fjerkost og Kasserolle”, hvoraf der alene i Danmark blev solgt flere tusind eksemplarer, men som også var blevet oversat til forskellige sprog. De to søskende havde langt tilbage et meget nært forhold og åbenbart hjalp Kirk søsteren med placeringen af romanen[2]. Begge skrev i 30´erne talrige noveller for ugebladet ”Hjemmet”.´
Ved første blik kunne man opfatte ”Med fjerkost og Kasserolle” for en uvæsentlig og underholdende kvinderoman og det er den i høj grad også, for klædedragt, mode, make-up, frisurer, opskrifter og kvindelige intriger indtager en betydelig del af fortællingen; ved nøjere eftersyn viser der sig dog også større indholdsmæssige ambitioner. Der fortælles historien om to unge danske kvinder, som arbejder i et privat hus i Frankrig som hushjælp – i dag ville man sige au-pair. Det lykkes Ellen Kirk på humoristisk vis at optegne kommunikationsvanskelighederne mellem mennesker af forskellig kultur, mentalitet og sprog. Således tror den danske pige sig for eksempel ledsaget af en udmærket fransk kavaler, som på den anden side læser hver af hendes distanceringsmanøvrer som et erotisk spil og først da han vil skride til kategorisk handling bliver fejltagelsen åbenbar: ”Det gør mig ondt Mademoiselle, vi har ganske misforstået hinanden. Jeg troede, Deres naivitet var Komediespil. Deres Lands Skikke maa være højst besynderlige, men vær De glad for, at jeg er Franskmand, ikke Italiener eller Spanier” (38) Udover underholdningsværdien, vil Ellen Kirk også vide at forstå den slags scener som feministisk manifest, vil tematisere fænomenet kvindelig kærlighed og udkaste et billede af den selvbevidste danske kvinde, som i Macholand selvfølgelig ikke kan blive ret lykkelig.
Hendes anden roman ”Oprør”, som udkom blot et år senere forblev i største udstrækning ukendt, skønt den tager den feministiske ide meget mere radikalt og til dels endda chokerende op. Allerede den første sætning – ”´Du Niels.’ Ingrid jog Naalen ind i den graa Sok, hun stoppede paa. ’Har du nogen Sinde holdt rigtigt af et Menneske?`” antyder programmet: Kvindens befrielse fra det mandlige og husholdningsmæssige fængsel, og lidt senere gør Ingrid med sit spørgsmål ”Har du nogen Sinde hørt dig selv spise Æbler?” tydeligt, at vi har at gøre med en usædvanlig kvinde. Ellen Kirk véd at anvende effekter træfsikkert, men kan endnu ikke altid give afkald på de kvindelige klicheer som ”skønhed”, ”mode” eller kvindelig konkurrence. I hvert fald henviser hun med det sidstnævnte til vanskeligheden ved den antipatriarkalske kamp, for den skal ikke kun føres mod ”de” mænd, men også mod alle de kvinder, som har overgivet sig til den. I hvert fald lider Ingrid under sit ægteskab, under sin dovne mand, under meningsløsheden og begivenhedsløsheden i sit liv, og således indlader hun sig , ”af Kedsomhed – af Nysgerrighed” med en Casanova, senere også med en student og, for at gøre det kort, bliver hun gravid og det, selv om hun slet ikke bryder sig om børn. Idet hun ikke ved, hvem af de tre mænd der er faderen, vil hun foretage en illegal abort, dog er omstændighederne ikke dertil og hun får sit barn. Elendig og livstræt ligger hun i sengen efter nedkomsten. Og så sker vidunderet: Med den nyfødte i armen, vejrende og lugtende den, bliver hendes kærlighed til barnet vakt, hvilket på den anden side giver hende kraft til at sige ”sin mand” samt den forsamlede familie sandheden i ansigtet, at afskære sig fra alt og alle og sammen med en veninde og de to børn at opbygge et eget landbrug.
Romanen bliver bemærkelsesværdig ved netop denne afslutning, kvindekommunen, såvel som den udtalte bekendelse til ”Barnet tilhører mig” og de uudtalte ”Min krop tilhører mig” og ”Mit liv tilhører mig”. Det må i begyndelse af 30érne, dertil fra en forfatterindes pen, have virket chokerende, ligesom den meget frie omgang med den unge kvindes sexuelle ”sidespring”, der på ingen måde forlanger retfærdiggørelse og som er begrundet og berettiget i sig selv. Denne radikalisme tillader at se bort fra kunstneriske og kompositoriske svagheder – men om det nu var det ene eller det andet, som trods det berømte navn hurtigt lod den oprørske roman sporløst forsvinde, kan kun gisnes om.
Desuden arbejdede hun som journalist og oversætter fra engelsk ( f. eks. Walther Scott, Francis Parkinson Keynes o.a.) og blev i 1974 æret med det danske oversætterforbunds prestigefulde ærespris.
