De dødes rige

Det smerter altid en smule, når man vender det sidste blad i en roman. Så hedder det at tage afsked-desto mere bedrøveligt når de helte, der er blevet læserens elskede eller nære, dertil dør. Men derpå kender man jo også et mesterværk: At man bliver siddende, ramt, grundende, for en tid revet ud af verdens gang, fra alt, hvad man endnu har at gøre.

Der er endnu et sikkert indicium på, at man har en bog af rang i hånden: Man har trangen til at læse den en gang mere, for man aner, at mange sammenhænge først åbner sig ”post mortem”, for betydende forfattere arbejder ofte med lange og bredt udlagte, kompleks sammenknyttede tråde, som er for forvirrende til at kunne opfattes ved første gennemlæsning. Godt, når man har gjort sig et par understregninger og anmærkninger, som man nu - i en stille mørkningstime – kan gennemgå endnu en gang.

Således gik det mig med Henrik Pontoppidans sidste store roman. Næsten alt, hvad Pontoppidan havde berørt blev til guld, men hans tre store romaner tilhører verdenskulturarven. ”De dødes Rige”, offentliggjort mellem 1912 og 1916, i to bind og otte bøger, rækker ikke helt op til ”Lykke Per”, var formodentlig alligevel udslaggivende for at tildele ham Nobelliteraturprisen i 1917 for hans samlede værker.


Mange så i denne bog det mest dystre af hans dystre værker. Man kan forstå denne vurdering, men den er alligevel for trist, for den fortier Pontoppidans subtile ironi og frem for alt mangfoldigheden hos hans beskrevne positioner. Ganske vist, til sidst i eposset dør næsten alle hovedpersoner, som læseren måtte have indfølt sig i, og én - godsforvalteren Torben Dihmer, den måske mest interessante person – holder en overbevisende plædoyer imod håbet, og alligevel lader forfatteren perspektivet åbent og sætter lyse lysblik som kontrast.

At genfortælle handlingen i en kort anmeldelse ville kræve for meget af en sådan. Det må derfor være tilstrækkeligt, at skitsere historien om Torben og Jytte, der dertil danner rammen om dette opulente værk. De er begge børn af den nye tid og egentlig skabt for hinanden, forsøger også at finde sammen, men frem for alt den unge kvinde tilhører allerede en eksalteret, overspændt, overkompliceret, i grunden åndelig-sjælelig rodløs generation, kan ikke beslutte sig og grubler sig -
som hendes mor kalder det – ud af dette lykkelige forhold. Så styrter de sig begge i ulykke. Dihmer flygter i en verdensomrejse og efter sin tilbagevenden i en dødelig sygdom, Jytte afviser endnu mangen anden tilbeder og fantaserer sig så ind i et kærlighedsforhold med en kunstner, hvis ryg altid retter sig – det er typisk Pontoppidan - når han ser en smuk kvinde. Da Jytte senere – efter en kortvarig lykke – ligger syg med barn, jager han allerede skørter igen.

De er også kun to af et helt samfundspanorama, et ensemble af figurer, som næsten alle står i et eller andet forhold til hinanden og symboliserer brede lag af det danske samfund. Pontoppidan skabte dermed en forløber for den såkaldte ”kollektivroman”, som har talrige repræsentanter i den skandinaviske litteratur og hvis typiske eksempel og fuldendelse er Hans Kirks romaner.

Personerne det handler om stammer først og fremmest fra videnskabens sfærer, fra medicin, politik, journalistik, kirken og pædagogik, de vil alle hele, redde, omvende, lede og opdrage og næsten alle mislykkes, de fleste oplever endda dramatiske indre omvendelser, må erkende fejlene fra deres ungdom, for om muligt at glide over i nye fejltagelser.

Pontoppidan interesserede sig for overgangens spørgsmål, skiftet fra positive moralske værdier til ortodoksi og han gennemeksercerer disse øvelser i de forskellige miljøer.

Grundlæggende i alle konflikter står ganske vist den evige kamp mellem nyt og gammelt, mellem det moderne og det etablerede. Det er de øjeblikke, som stadig hundrede år efter, ryster læseren, at se, at opmærksomme observatører dengang har set, beskrevet og analyseret de konflikter, som stadig bevæger os og i hvis håndtering vi åbenbart ikke er kommet væsentlig fremad, men også, at vi stadig falder i de samme fælder, som allerede var opstillet for vore stamfædre. Frem for alt virker den unge generation uden stabilitet. Begejstrede kæmper de for alle mulige former for frihed og kan dog ikke forstå at bruge den, mislykkes til sidst ved den nye friheds forhindringer.

Jytte for eksempel løber hid og did gennem sin unge tilværelse, finder ingen indre ro, ved ikke hvad hun skal begynde sit liv med, fordi hun blev tilbudt, selv at afgøre, hvem hun gerne vil være, hvad hun skal lave. Medens hendes tidligere ungdomsveninde mest går op i det traditionelle moderskab og ser fødsel og amning af et barn, som det største øjeblik i en kvindes liv, det lykkelige ægteskab som opnåeligt - helt desillusioneret, men realistisk – betragtet, flagrer den befriede kvinde gennem livet, kan næppe knytte normale sociale kontakter, har problemer med sin kropslighed og kan, når det kommer til stykket heller ikke med glæde tage imod sit barn. Hendes fejlagtig udvalgte mand kan på den anden side ikke holde sig fra den nye og de andres løfter og også hendes gamle ven Dihmer finder efter sin verdensomrejse, hvor ”den vilde jagt efter den indbildte lykke” afskrækker ham alle vegne, ingen mening med livet. De er alle frihedens ofre. De havde alle kunnet leve og endda kunnet blive lykkelige – og ikke bare dem – såfremt en rolle i livet var blevet dem (forud)bestemt.

Moderne bliver hos Pontoppidan beskrevet som den tidsalder, hvor smertefriheden, har skrevet lettelsen på sin fane, men netop flugten fra smerten er garant for en helt anden, endnu stærkere lidelse.

Men, som med al stor kunst, kan man sikkert også læse denne bog helt anderledes.

Quelle: Henrik Pontoppidan: De Dødes Rige. To Bind. København 1922.

© tekst: Jörg Seidel, oversættelse: Poul Klein

Photo: Copyright © The Nobel Foundation

Joomla templates by a4joomla