Herman Bang: Stuk (1887)

Adolf blev mer og mer nervøs af at se på disse levende Automater, der rejste sig og gik op og ned og atter satte sig; Alle gik de rundt med samme Udtryk af Aandsfraværelse, som om den ene smittede den anden. Og saa denne Dør, der gik op og i hvert femte, tiende Minut, lydløst på sin Filt …

Herman Bang (1857 – 1912) var en af de oversensible eksistenser, som fra første færd har det svært i et stadig koldere kapitalistisk samfund. Den længe hemmeligholdte, men i skjulte antydninger i føljeton offentligt omtalte homosexualitet, hans lille vækst, hans asymmetriske, dog smukke ansigt, de melankolske øjne, hans forståelige skyhed for mennesker, den maniske nervøsitet  og den åbent udlevede, hele tiden nyerfarede anderledeshed gjorde resten – Bang var, som engang Kierkegaard, en offentlig person, dog næsten uden venner. Et vist misantropisk træk ville have været forståeligt, men Bang har med ”Tine” og ”Ved Vejen” forfattet to af europæisk litteraturs mest følsome og mest indfølende noveller. Betænker man desuden hans udprægede æstetik og hans fuldtud til skue udviste modebevidsthed eller hans borgerlige intellektualisme, så kan man næppe forestille sig en mere modsat figur til Kirk.

Og dog er der et afgørende berøringspunkt og det ligger i Bangs forholdsvis lidet læste, men overordentlig vigtige og for mange kunstnere inspirerende roman ”Stuk”.  Denne bitter-ironiske skildring af storbyens dekadente salon- og teaterliv, i denne, i mange scener og øjebliksoptagelser iturevne, urolige roman med stort antal personer, kan man vurdere en af den komplekse og såkaldte kollektivromans tidligste forløbere. Det bliver for det meste overset, for litteraturvidenskaben er blevet enige om, at behandle ”Stuk” som impressionismens glansstykke og virkelig er bogen sammensat af tusind enkeltprikker som et maleri af Van Gogh eller Monet. Det resulterer i en ikke let læselig, nervøs, sønderdelt, fredløs roman, hvis skønhed ikke viser sig ved første blik. Dog var den af revolutionær kraft. Overfladiskheden, hektikken, det moderne livs larm blev for første gang kunstnerisk adækvat indfanget – der blev ikke skrevet derom, men det var indfanget i teksten. De talrige figurer er masker, som eksistentielt ikke længere mødes; næppe vil man kunne acceptere den selvbiografisk anlagte Herluf Berg som ægte helt – det hele står på scenen, mængden, gruppen, kunne man sige, hvis der så havde været et sammenhold. Bang hakker syntaksen itu gennem sætningstegn, korte stakkato sætninger, mellemrum, bindestreger, anførselstegn, parenteser, kommaer, osv. Selv Georg Brandes, der på samme tid opdagede og præsenterede den akademiske verden for en anden mester af det uudtalte ord – Friedrich Nietzsche –, kunne intet stille op med denne elaborerede prosa. Bang havde, anticiperende Proust, den sjældne sensus for det uvæsentlige, det sære, pauserne, det usagte, forstummetheden og tavsheden, også snakken og sladder, det sænkede blik, de ubemærkede gestus, tonefaldet, stemningen og atmosfæren og han havde sprogets magt til, at fæstne dette på papir.

Og her har Kirk – det er synligt – vel gået i Bangs skole, når også han valgte den brede pensel og de kraftige farver. Der opstår hos ham helt andre billeder – allerede sujettet er forskelligt -, men hvorledes man ved tegning mod- og overhinanden skaber stemning og atmosfære, hvorledes man behersker mange figurer og lader dem løbe hen over hinanden, hvorledes man gennemlyser dem diskret psykologisk, hvorledes man derved lader sammenspillet af alle personer udvikle sig, det kunne man næppe bedre lære af andre end af Herman Bang.

PS: ”Stuk” burde være den første verdenslitterære roman, som beskriver opvækst og sammenbrud af en spekulationsboble – selv fra politisk synspunkt er den en genopdagelse værd.

Karikatur af Bang: ”Den næste udstillingsdag”. Edvard Brandes kaldte Bang ”den lille abekat” og reelt blev han som offentlig person begloet og forfulgt som et eksotisk dyr. Karikaturen viser eftertrykkeligt Bangs anderledeshed men også hans sophistikation og følsomhed.