Jacob Paludan (1896-1975)
”Jørgen Stein” (1933)
Paludans „Jørgen Stein“ er stor humanistisk fortællekunst, som man næppe mere finder den i dag. På den ene side en art Buddenbrooks-historie, om en borgerlig families undergang, men på den anden side også en stort anlagt udviklingsroman med filosofisk ånd og omfattende hele samfundet, helt tydeligt i nobelpristageren Pontoppidans efterfølgelse og hans ”Lykke-Per”. For kendere af dansk litteratur også yderst spændende som pendant til Tom Kristensens ”Hærværk”, for i centrale dele bliver det samme København skildret, men ikke med ekspressionistiske, men med traditionelle midler og netop med et helt anderledes syn. I rolig talestrøm, med udsøgt sprog, kan læseren følge Jørgen Steins liv, på hvis 16. fødselsdag attentatet i Sarajevo bliver kendt og dermed varigt forandrede en hel generations livsløb. For mange gik livets mening tabt, selv når krigen for danskerne kun blev avismeddelelser, og også Jørgen kan intet bærende livsmotiv længere finde, gennemlever helt forskellige ansatser – videnskaben, kunsten, erotikken, excessen, rendestenen, det proletariske løfte … –men alt dette er det ikke. Til sidst finder han sin lykke – med kompromiser -, ligesom Lykke Per i eventyret, overraskende i det allermest enkle …
Men ”Jørgen Stein” er også en tilnærmelse til kollektivromanen; en fænomenologi af svigtet af det hektiske liv og hyperkompleksiteten i modernismen; en bredt anlagt gruppe af personer af begge køn, som ligeledes symboliserer de forskellige overvindelsesforsøg, fra alle alders- og samfundslag, tydeliggør den globale ambition af dette hovedværk i dansk litteratur.
”Fugle omkring Fyret” (1925)
Paludan gælder for mange som den største danske digter i tiden mellem de to verdenskrige. Med sin opus ”Jørgen Stein” har han sikkert sat normer i 1936. ”Fugle omkring Fyret” var nu i 1925 hans første episke succes og det har vel frem for alt to årsager. For det første begynder det med en storslået naturbeskrivelse, som med hensyn til anskuelighed og iderigdom savner sin lige i hele verden, og for det andet virkede det ironisk beskrevne og spektakulært fejlslagne megalomaniske projekt vedrørende havnekonstruktion på Vestkysten særligt stærkt på patriotisk anlagte danskere. Faktisk udkrystalliseres Paludans evige tema her: Vanskeligheden for det moderne, rodløse menneske at finde sig selv i kærligheden, og den titaniske kamp mellem menneske og maskine, tradition og fremskridt. Paludan står deri på fremskridtsskeptikernes side, giver sig til kende som konservativ og det forklarer vel også forsøget på, at skrive temmelig traditionelt i stedet for at søge efter nye eksperimentelle eller ekspressionistiske udtryksformer og giver i øvrigt omtalte naturskildring en metafysisk og kompositorisk komponent – med Nietzsches Zarathustra, som Paludan citerer: Bleibt mir der Erde treu – Vær jorden tro!
©Tekst Jörg Seidel
© Oversættelse Poul Klein