Sophus Claussen (1865 – 1931)

 

Sophus Claussen stammede fra en anden verden. Da Kirk endnu slet ikke var født, da levede Claussen allerede i Paris, var påvirket af Baudelaire, omgik Mallarmé og var ven med Verlaine og Herman Bang. Alligevel fandt disse to så kunstnerisk forskellige mænd sammen. Det var 1925, da Kirk overtog den indtil da af Otto Gelsted besatte stilling ved Lolland-Falsters Folketidende, deri offentliggjorde artikler og arbejdede som sekretær for Classen, tidsskriftets direktør. Claussen blev en slags faderfigur for Kirk, han så tidligt hans talent og spåede ham en fremtid som forfatter. Der udviklede sig et produktivt venskab, som først led et knæk, da Claussens svigersøn arbejdede med på redaktionen og Kirk fremsatte beskyldninger om underslæb. Kirk afbrød arbejdet på bladet, kom først tilbage, efter modparten – en tør akademiker – igen var forsvundet. Det varer længe før han overvinder denne scene og han lader den indgå i ”Daglejerne”. Frandsen, således hedder manden, havde skrevet en dissertation om bedebøgernes middelalderlige Mariasange, et, hvad Kirk mente, lidet livsrelevant tema. I romanen beslutter Søren, Toras og Marinus´s fortabte søn, en bleg studiosus uden forbindelse til det virkelige liv, sig eksakt for dette tema – hvormed Kirk satte sin modpart et spottende mindesmærke.

 Sophus Claussen

 

Claussen derimod – poet, litterat, maler, billedhugger – blev af Kirk æret hele sit liv og han blev ikke træt af, virkeligt at prise ham som en af Danmarks betydeligste lyrikere. Faktisk stammer fra hans pen vidunderlige vers, fulde af livslyst og erotik:

 

Rødt som Blodet, lyst som Solen, stærkt som Græsset er mit Ord
Let som Fuglen, frit som Folen, spiretungt som Vaarens Jord,
duftende som Markens Kløver, vildt som Engens Blomsterrøver
Bien … Følger mig mit Ord. Jeg har alt, hvad jeg behøver.
Jeg er død, men om mit Spor svæver Livets Skaberord.

 

Men Claussen var også en opmærksom betragter med filosofisk gennemslagskraft og en forfægter af det naturlige og kritiker af den moderne teknik. Hans kendte digtsamling ”Fabler” fra 1917 sluttede med de programmatiske linjer:

 

Vi tror ej altid paa ”Kraft” og Kabler.
Vi tror, at Verden er dyb af Fabler.
Og paa min Skovkam har Fabelvæsner af Ask og Gran
Opbygget Templer, hvori man ærer den store Pan.

 

I ”Daglejerne” bliver i en samtale mellem den grundtvigianske lærer Ulriksen og den fra troen frafaldne pastor Gamst citeret et ironisk digt af Sophus Claussen:

 

”De betragter Vorherre som skabt efter Deres eget billede, lærer Ulriksen”, sagde præsten med et smil. ”Vorherre er en gammel, gråhåret lærer, som sidder i sin himmel, på sit kateder, og humant prøver at føre børnene den rette vej. I grundtvigianere har formet jeres eget velvære  til en gudeskikkelse, en alfader i himlen, en husbond i det høje:

 

Mens saadan bænket under et landligt Morbærtræ
Han smilte klog og mild bag de strenge Degnebriller,
Jeg ser fra alle Veje der nærmes Folk og Fæ,
Som i en landlig Stimmel sig ud for Haven stiller

Saa gik han ud til Folket. Hver klaged ham sin Nød.
For gamle Karens Feber fik han plukket lidt Salvie,
Bandt lille Jenses Finger i Omslag med Grød
Og fandt paa nye raad for Per Hansens syge Kvie.

 

Jeg ved ikke hvad kristendom er. Jeg er præst, men religionen fylder mig med afsky. Den minder mig om afklippede negle, om edder og materie fra en bulden finger.” (S. 56)

 

Da Sofus Claussen døde efter et fuldt liv, betonede Kirk i en nekrolog udkommet i ”Folketidende” hans ”kærlighed til det levende og det frugtbare”, også bagefter, da han allerede havde lidt. Blandt den gamle halvfemser generation anså han ham ”for det bedste hoved og det største talent”. ”I fremtidens litteraturhistorie vil man ikke sammenstille ham med Jørgensen, Stuckenberg og Helge Rode, men med det ny århundredes store lyrikere: Johannes V. Jensen, Thøger Larsen og Jeppe Aakjær.” Dermed forsøgte han at frigøre ham fra hans samtid og begrundede det med den blivende indflydelse også på den yngste generation: ” Med sin klogskab og talent og oprigtighed udøvede han den allerstørste indflydelse på de ældre og yngre forfattere og kunstnere, som han gennem sit lange liv kom i forbindelse med”

 

©Tekst Jörg Seidel
© Oversættelse Poul Klein

Joomla templates by a4joomla