John Steinbeck: The Grapes of Wrath (1939)

I ”De ny tiders” år, 1939, udkom i USA en bog, som med hensyn til disposition, intention og virkning kun kan sammenlignes med et andet værk, med Upton Sinclairs ”The Jungle” fra 1906. Man kan endog forstå den som komplementærværk, for ligesom Sinclair helliger sig tilstandene for industri og storby i det østlige USA, således helliger Steinbeck sig landbruget, livet på landet i unionens vestlige del.

Med naturalistisk grundighed portrætterer han ved hjælp af familien Joad den gennem den kapitalistiske mekanisering og gennem den økonomiske krise forårsagede ekspropriation af midt-westens talrigt fordrevne klasse af småbønder. Magt-og forståelsesløse, udleverede til de økonomiske og politiske sammenhænge, forlader de deres land, deres forfædres land, hvortil alle traditioner, alle erindringer, deres fulde hjerte hænger og søger en ny tilværelse i Californiens lovede paradis. Skrupelløse spekulanter lover arbejde og velstand, men faktisk venter der dem arbejdsløshed, sult, nådesløs udbytning, ydmygelse og den hjemlige befolknings foragt. Hvordan fremmedhad opstår af forarmelse, kan man intet andet sted bedre studere. Akribisk beskriver den senere nobelpristager Steinbeck den lange rejses pinsler, ængstelserne og de mange ydmygelser og skuffelser og – derpå ligger det ham mest på sinde – hvad dette gør ved menneskene og ved landet. Til sidst synes de trods opbydelsen af alle kræfter at have tabt alt, familien bryder sammen, de fremmedgjorte  bedsteforældre flygter snart ind i døden, datterens barn er dødfødt, søn og svigersøn løber væk, og Tom, tidligere indsat ”on parole” må flygte for politiet, efter han har dræbt en sherif i en strid. Han er – en smule sammenlignelig med Hans Kirks Cilius – den, som opnår politisk forståelse og fuldt vil vie sit liv til sagen. Hans mor, bogens stærke kvinde, som har sammenlignelige træk med Tora (”Daglejerne”) eller Mariane (”Fiskerne”), holder alt sammen med sin kvindelige klogskab. ” „An‘ that’s one more thing a woman knows. I noticed that. Man, he lives in jerks … Woman, it’s all one flow. Like a stream. Little eddies, little waterfalls, but the river, it goes right on.” (448)

Såfremt man abstraherer fra alle nationale og kunstneriske særpræg, så beskriver Kirk og Steinbeck –som med ”Of Mice and Men” to år før allerede havde udgivet sin egen daglejer-roman – samtidigt, i en art parallelaktion, som tidsånden åbenbart bringer frem, den samme historie: den simple arbejders erfaringsmæssige politiske bevidstgørelse i forløbet af de drastiske samfundsmæssige forandringer og det kan ikke undre, hvis de kommer til sammenlignelige resultater. Godt nok vælger Steinbeck den traditionelle naturalistiske fortælleform, som han ganske vist bryder gennem stærkt ”propagandistiske” opklaringskapitler med til dels vidunderlige filosofiske steder, men hans stort anlagte personpanorama og forfølgelsen og sammenvævningen med enkeltskæbner har retfærdigt indbragt hans hovedværk betegnelsen en ”kollektiv-tragedie”.  

Men Kirk og Steinbeck er også nær hinanden på emotionelt plan, forenet gennem vreden, en vrede, som i ”Vredens Søn” og ”Vredens Druer” , som værket hedder på dansk, beror på den bibelske vrede og altså opfatter sig som den vestlige verdens statholder i den samlede vredeshistorie. I begge bøger går denne vrede over i den velvillige læser, han føler sig et med figurerne: „…and in the eyes of the hungry there is a growing wrath. In the souls of the people the grapes of wrath are filling and growing heavy, growing heavy for the vintage.” Hvor effektivt, det beviser ikke mindst den borgerlige kritiks stærke initiale afvisning.

I begge spiller de mystiske kræfter ”arbejde” og ”brød” en bærende rolle og begge antyder organisationens og sammenholdets magt: „This is the beginning – from ‚I‘ to ‚we‘. If you who own the things people must have could understand this, you might preserve yourself. If you could separate causes from results, if you could know that Paine, Marx, Jefferson, Lenin were results, not causes, you might survive. But that you cannot know. For the quality of owning freezes you forever into "I", and cuts you off forever from the ‘we’” (161f.).

Litteratur: John Steinbeck: The Grapes of Wrath (1939). Pan Books Ltd, London 1975

©Tekst Jörg Seidel
© Oversættelse Poul Klein