Skyggespil (1953)

"Mange, mange stemmer hører jeg i barndommens år, brovtende og klagende, stolte og ydmyge. Og jeg lærer efterhånden, at den virkelige fattigdom er stum, den tager sløvt sin skæbne. Så længe mennesker kan slås og protestere, er de ikke fattige, de har endnu en følelse af menneskeværd i behold."

Parallelt til sine to ”politiske satirer”, Klitgård-romanerne, som mødte en ødelæggende kritik, arbejdede Kirk på et lille fortællebind, som blev udgivet i 1953 og straks syntes at have forsonet alle kritikere. ”Skyggespil” regnes frem til i dag som et af Kirks mest vellykkede og betydelige  værker. I denne erindringsbog bliver han bevidst om sine gamle styrker og på sine rødder, det bondske og det småbyske miljø. Her optager han i fortællingen den velkendte tungt vejende sætning, som tidligere prydede en teoretisk artikel: ”Og i det gamle bondeliv fandtes der en kulturarv, som ikke må glemmes, en sindets redelighed, en ærlig kløgt og uafhængighed.” (52) Denne tabte skat sætter Kirk i 15 fortællinger – næsten kun skitser – et kunstnerisk mindesmærke af stor poesi og visdom. 

Som allerede i kollektivromanerne kredser hans tanker herved om de sociale og religiøse spørgsmål. Det synliggør ganske vist først en nøjere læsning, for på overfladen beskriver Kirk med et barns fortryllede øjne en hensunken, af fantasier levendegjort verden; men også med et træs øjne, simpelthen med tilværelsens øjne: ”Intet træ suser så sørgmodigt og melodisk som poplen. Det er som en koral, en inderlig sang om ting, der er gået under.” (8) Alt ved denne bog synes at være selvbiografisk og følgelig er den et nøgleværk for hvem der interesserer sig for personen. Ud fra, hvad den lille Hans Rudolf oplevede, blev både den kloge forfatter som også den politiske agitator. I grunden gør Kirk os fortrolig med de  stedse på ny revolutionerende tanker, at et menneskes væsentlige ideer, de helt dybt rodfæstede, opstår i barndommen og før al kunstig indlæring. Den landlige idyl, landskabets fylde og ro, dets årstiders rytme på den ene side, men også ”den sygdom, som hedder sult!”, armod og samfundsmæssige differenser registrerer Kirk retrospektivt. Der er få værker i den danske nationallitteratur, der kommer så tæt på landets og dets befolknings væsen. Det burde ikke være den ringeste grund til, at ”Skyggespil” stadig kan glæde sig over stor popularitet i landet.

Alt begynder en mystisk nat, et af de få øjeblikke i tilværelsen, hvor tilværelsen åbner sig – den lille Hans er undervejs med sin bedstemor, ”Jeg læner mig ind til mormor, og hun tager om mig med sin trofaste arm. Jeg kender så godt lugten af hende, den er god og tryg.”. ”Ak, mange ting sker i nat, og alting har betydning. Mennesker fødes og dør, elsker og dræber, mens en postvogn med en gammel kone og et barn holder ved en kro i Hanherred,” (9)

Kirks barndom fandt sted i en magisk trekant: På den magre vestkyst hos bedsteforældrene på faderlig side, i det frodige Thy, hvor moderens gamle bondeslægt tronede, og på den  egentlige hjemegn i Hadsund ved Mariager fjord. Disse tre jyske egne med helt forskellige slags mennesker har præget Kirk. Der lærte han forskellige sociale og religiøse forhold at kende.

Oldemoderen repræsenterer et århundredgammelt bondedynastis sidste generation, hun leder med hård hånd og blødt hjerte et på jordudbytte baseret besindigt matriarkat. Selv datteren, Kirks gamle bedstemor, tiltaler hun med det royale ”I” og i grunden har hun et viktoriansk præg. Hans Rudolf er hendes ”ældste barnebarnsbarn”, det ældste oldebarn – audienserne hos hende vil han aldrig glemme. ”Noget uhyre gammelt og noget meget stort og gævt har bolig i denne gamle kone, der er så streng og mild, så frygtet og elsket. Og jeg forstår det på en eller anden måde, mens jeg står der ærbødig foran hende og bliver godkendt som en spinkel mulighed og sendt ud med et venligt lille smil og et nik.” (27) Dér oppe er man bonde eller intet, ejer eller fattiglus; man elsker livet og tror på ånder og gengangere. Hér regerer, det var Kirk overbevist om, på grund af de milde livsbetingelser, den rige, livsglade grundtvigianisme.

Helt anderledes ser det ud få mil længere vestpå, på den magre nordsøkyst, på ”nøjsomhedens kyst”. Derfra stammer Kirks far. Denne egn er strengt i indremissionsk hånd:  ”Min far og min mor tilhører to klaner med forskellige guder, det lærer et barn hurtigt at forstå. Oppe i det fede Thy regerer Vorherre, som er en alfaderlig gammel bondegud, og på Harboøre råder Jesus, som er streng og kræver bøn og anger og underkastelse. I Thy kommer man i himlen efter sin salig død, om man da ellers bare har skikket sig nogenlunde mellem mennesker. I det fattige Harboør er det forfærdeligt svært at undgå Helvede og Djævelen, og man må to sig i lammets blod.” (67) I de lave , mørke og enkle stuer med de broderede bibelcitater på vægen bliver der ikke leet, dér hersker alvor og bøn, men også konstant selvransagelse og andres kontrol. Også her finder Kirk hos sine bedsteforældre en ærlig, enkel kærlighed. Dog den opmærksomme dreng overser heller ikke den unge generations stille utilfredshed, for eksempel tanten, som stolt og mod al modstand bringer et uægteskabeligt barn til verden.

I grunden tilhørte Kirks far denne generation, for også han løsrev sig fra den pietistiske og strengt puritanske Indre Mission og blev læge i Hadsund: Bondelæge, fattiglæge. Når han fik lov til at følge faderen i hans meget beundrede bil på hans besøg på landet, så bliver han konfronteret med sygdom og død – det kan godt gøre en opvakt dreng til filosof -, med armod, sult, drikfældighed og så erfarer han fra den beundrede fader, som mange gange behandlede gratis eller bespiste trængende ved eget bord, også sammenhængene, for eksempel da en i et værtshusslagsmål dræbt ligger på bordet: ”Men hvis den slags ulykkestilfælde skal undgås, må brændevinen væk, siger han, og hans stemme er, som om han taler til en voksen. Og skal brændevinen væk, må man først afskaffe fattigdommen. Brændevin og fattigdom hører sammen, sådan er det, min dreng.” (151) 

Idet han med enkelt , helt roligt og sagligt sprog bringer læseren nær på denne konflikt, vil Kirk også gøre sin livserkendelse forståelig. Om nu konfronteret med det grusomme eller solsiden, man må beslutte sig – således står det monolitisk fastholdt i bogens midte: ”Og alligevel dæmrer det uklart i mig, at man må vælge mellem herregården og hytterne.” (77) Og Kirk træffer dette valg allerede – derom handler denne sidste fortælling – som ung på Sorø Akademi. Som 12-årig sendte forældrene ham til denne mønsterskole og ni lange år, som den unge Hans i lang tid opfattede som tortur, skulle han blive der. De fleste af hans klassekammerater stammede fra det københavnske bedsteborgermiljø, andre storbondefamilier og kun få fra hans jyske hjemegn og by ”med dens støv og ælte, dens hæslighed og fattigdom og drik og slagsmål. Den er ikke halvt så fin, men den var fulde af rigtige mennesker”. (155) Til sidst kan han sige til rektoren, hos hvem han må aflægge besøg, i hans åbne ansigt: ”Jeg holder med arbejderne”. (162)

Skyggespil blev modtaget som Kirks ”reneste og varmeste prosa” Bogen er af sjælden poetisk og sproglig skønhed, båret af en melankoliens stille og bekræftende klang og dybtfølt menneskelighed, men også ungdommelig livsglæde. Det er også en højsang af en enestående natur. Ikke med urette bliver den omtalt sammen med Henrik Pontoppidans og Andersen-Nexø´s ikoniske erindringsbøger. Den er dokument, kunstværk og udsagn på samme tid.

Kirk kenderen vil selvfølgelig kunne nyde den på ganske andre planer, den åbenbarer dog den høje biografiske samhørighed i Kirks romaner. Personer, navne, begivenheder, landskaber, talemåder, som man kender fra kollektivromanerne, bliver fulgt til deres historiske kilder. Om Marianne fra ”Fiskerne”, om Cilius, Tora, missionær Karlsen, den gamle Dorre og Nikolaj og mange andre fra daglejer-romanen eller endda Grejs Klitgårds ”Døwls pæng”, selv det usandsynlige lynnedslag i Kresten Bossens hus … det har alt sammen efter det virkeligt bidraget. Ellers ingen andre steder kommer man Hans Kirk – mennesket og kunstneren – nærmere end i dette fortryllende erindringsstykke.   

Litteratur:

Kirk, Hans: Skyggespil. Gyldendals Tranebøger. København 1978 (1953)

Brorstrøm, Torben/Kistruo, Jens: Dansk litteratur historie. Bind 4. Fra Tom Kristensen til Klaus Rifbjerg. Politikens Forlag 1966

©Text Jörg Seidel

© Oversættelse Poul Klein og Jörg Seidel