Agnes Henningsen (1868 -1962)
En moderne skolestil om Kirks forhold til forfatteren Agnes Henningsen ville vel indeholde ordet ”fan”. Om denne borgerlige forfatter, hvis litterære heltinder næsten kun bevægede sig i det borgerlige miljø, fandt Kirk til stadighed kun begejstrende rosende ord, hendes produktion fulgte han opmærksomt og når der udkom en ny bog fra hende, så kunne man være sikker på, at en recension af særklasse fulgte fra Kirks pen.
Hvad begejstrede den 30 år yngre Kirk så meget? Der turde gives to grunde. Henningsens kvindeskikkelser kæmper mest for deres sexuelle befrielse i snærende borgerlige livsbetingelser, hendes bøger er en plaidoyer for den kropslige befrielse, for udlevelsen af de erotiske energier og dermed en opfordring til sprængning af de konservative mure. I hendes voluminøse erindringer står et eller andet sted den retningsgivende sætning: ”Jeg arbejder for den størst mulige frihed i kærligheden, det er desværre mit eneste fag”. Og Kirk var netop også stærkt påvirket af psykoanalysen og Wilhelm Reichs tidlige sexualpædagogiske skrifter var ham velbekendte – parallellerne i de store romaner er for påfaldende. De så i 30´erne på Sexpol-forlaget udkomne arbejder om arbejderoplysning, prævention, psykoanalyse, sexualpolitik, materialisme og klassekamp verserede i den venstreorienterede bevægelse og burde heller ikke være forblevet ubemærket på den danske intellektuelle scene. I det mindste var Kirk i grundtesen enig med Reich: Menneskelig emancipation kan kun nås ved afskaffelsen af den sexuelle tvang og særligt ved befrielsen af kvinden fra den traditionelle samfundsmæssige rolle. Ganske vist helligede Agnes Henningsen sig denne problemkreds i et rent borgerligt miljø, dog vækkede hun dermed i Leviathans mave en drage, som formåede at opæde denne indefra. Dermed arbejdede hun med andre midler og på andet sted på samme mål: Opløsningen af det borgerlige samfund. Således skrev han i en romanrecension: ”Det værdifulde i hendes forfatterskab er, at hun i protest mod borgerlig moral så stærkt fremhæver det sunde animaliske i mennesket, og hendes livssyn og kloge menneskebetragtning peger fremad mod det klasseløse samfund.” Og et andet sted: ”Det er en misforståelse at tro, at kun de bøger, der har en bevidst politisk tendens, får politisk betydning … Deri ligger hendes betydning, at hun så stædigt gør os opmærksomme på, at forudsætningen for virkelig humanisme er erotisk og intellektuel fordomsfrihed. I denne sunde og harmoniske livsvisdom ligner hun ikke nogen anden skandinavisk forfatterinde, men mest den sovjetrussiske forfatterinde Kollontai.”[1]
Men også stilistisk kunne Kirk lære af hende og gjorde det vel også. Henningsen valgte ofte et bevidst simplificeret og grammatisk tvivlsomt sprog som ægte udtryksmiddel og efter denne recept er væsentlige passager i hans store romaner forfattet, disse stilistiske midler udnyttede Kirk, langt udover de rent naturalistiske varianter, til perfektion i ”Fiskerne”, ”Daglejerne” og ”De ny Tider”.