Hans Scherfig (1905 – 1979)

 

Ingen anden nyere roman i Danmark har også bare tilnærmelsesvis en tilsvarende kultstatus som Hans Kirks ”Fiskerne” – med en undtagelse: ”Det forsømte Forår” af Hans Scherfig. I begge tilfælde har omfattende filmatiseringer i 70’erne og 90’erne skaffet et ekstra tilskud af popularitet; i dag kender hvert dansk barn dem, for de er blevet til ”ordsprog”. Med sin tredje og mest succesrige roman synes Scherfig, som hele sin levetid også var en meget produktiv maler, allerede som ung forfatter at have nået sit litterære toppunkt. Stilistisk ligner alle hans romaner hinanden, i alle finder man denne tørre og bidende spot, denne nådesløse satire, som tilsyneladende uinteresseret refererer de mest absurde dårlige forhold og ufortøvet kigger bag alle masker, og i næsten alle står en kriminalhistorie i det tilsyneladende midtpunkt.  

 

I sin første roman ”Den døde mand” fra 1937 gjaldt Scherfigs harme endnu bestemte kunstnerkollegaer, falske genier, som vedvarende taler dum livsfjern og idealistisk snak og så dog lader deres fane blæse efter vinden. At de er et produkt af samfundet og altså lovmæssige skabninger, skinner kun svagt igennem, men at karakterfasthed, mod og vilje til forandringer er Scherfigs kardinaldyder, blev allerede her tydeligt. Det beviser sig også i den følgende bog ”Den forsvundne Fuldmægtig”, som imidlertid viste endnu et tredje ydre kendetegn ved hans romankunst: Scherfig elskede, at udvikle kendte figurer i nye bøger. Også denne bog blev filmatiseret, i øvrigt med den uforglemmelige Ove Sprogø i hovedrollen. Deri bliver en udadtil lykkelig embedsmands forsøg beskrevet, at udnytte en lotto-tilfældighed, for i en ad-hoc beslutning komplet at forsvinde ud af det borgerlige liv. Imidlertid viser det frie liv sig for en af samfundsmæssige konditioner glatstrøget småborger sig som endnu vanskeligere – den berømte ”Escape from Freedom”, som Erich Fromm samtidigt bearbejdede den – og endelig finder han sin fuldkomne lykke i fængslet, hvor man bliver forsørget og blottet for ethvert eget ansvar kan være lykkelig i et velordnet liv. Denne bistre roman havde allerede vundet betydeligt i samfundspolitisk vægt og lod endnu noget stort forvente fra Scherfig. Allerede to år efter leverede han det!

 

”Det forsømte Forår” blev hans store nationale succes, den sælges op til i dag, metaforen af ”det forsømte forår” for en til skoledisciplinen tabt barndom, er gået ind i hverdagssproget. I denne bog afregner Scherfig med den moderne skole, med gymnasiet. Han kan i det kun se en plageanstalt, hvori selv fallitspillede og til dels psykopatiske lærere, i en eller anden form udlever deres magtfantasier og systematisk ødelægger ungt liv eller i det mindste studser det så langt tilbage, at kun forkrøblede eksistenser kan komme ud af det. Ud af alle de iderige og forhåbningsfulde unge, som alle har deres helt personlige styrker, forbliver kun en tro mod sin ungdommelige og alt for berettigede livsopfattelse, men kun mod den samfundsmæssige agtelses pris, som intellektuel Clochard. Alle andre avancerer godt nok ad den samfundsmæssige stige, bliver læger, præster, journalister eller politiembedsmænd, dog er de alle indvortes livløse og selv muteret til sadister eller masochister, idet de gentager deres læreres fordrejede liv. En af disse betaler sine plagerier med livet … Scherfig fangede eksemplarisk skolevæsenet som en væsentlig komponent i individets samfundsmæssige lemlæstelse.

 

Betoningen af de systematiske sammenhænge er substantiel, for at forstå værdien af denne bog, for Scherfig vil gøre opmærksom på, at det borgerlige system slet ikke kan andet, end at bøje og knække sine mennesker og at dette endog er nødvendigt for systemets reproduktion. I grunden sker alt dette på alle samfundsmæssige fronter, uddannelsesområdet lå allerede den tidlige essayist Scherfig særligt på hjerte, som åbenbart bearbejdede egne oplevelser.

 

Dog har bogen dertil en helt anden, stort set overset betydning. Med den vover Scherfig sin første kollektivroman, og det kan ikke tænkes uden den direkte indflydelse fra Hans Kirk. Alene dennes eminente eksempel viser de tre Kirk-romaners kunstneriske betydning: ”Fiskerne”, ”Daglejerne” og ”De ny Tider”. De er ikke blot mesterværker i sig selv, de stråler også ind i talrige højtrangerende skandinaviske forfatteres værker. I Scherfigs tilfælde overrasker det ikke, for de forenede begge  ikke blot den fælles kommunistiske verdensanskuelse, de var også nære venner. For kredsen, som ved siden af Scherfig også Otto Gelsted, Carl Madsen, Børge Houmann, Herluf Bidstrup og andre i dag ikonisk personligheder tilhørte, var Kirk en slags faderskikkelse, som man lyttede til, når han med roligt tonefald havde noget at sige. 

 

Kirk Scherfig

 

Den revolutionerende stilide blev fortsat i ”Idealister”, ganske vist uden at blive videreudviklet. Scherfig helligede sig nu en anden frugt af det borgerlige samfund, esoterikeren, idealisten, utopisten, fantasten, i korthed, den flygtende fra verden og realiteterne. Den der kender de foregående romaner, vil næppe kunne opfatte denne bog som videreudvikling, for senest her bliver det tydeligt, at Scherfigs sprog-stilistiske muligheder er absolut begrænsede; en høj repetitiv andel, som kommer den enkelte satire til gode, kan også hos læseren fremkalde træthedssymptomer. Alligevel blev bogen ikke uden virkning, dog burde det skyldes dens funktion som nøgleroman og ergo en vis glæde ved kompromitteringen af offentlige personer. 

 

Ironisk nok blev af disse grunde Scherfigs femte og kunstnerisk svageste bog ”Skorpionen” fra 1953 hans internationalt mest succesrige. Denne gang er det justitsvæsenet og politiet i den borgerlige stat, som må lide under Scherfigs spot. Med sin typisk tørre rapporter stil, spækket med satiriske overdrivelser og antinomier, beskriver han involveringen af politik, medier, politi og underverden. Scherfig tager en i sin tid opsigtsvækkende kriminalsag som litterært forbillede og det garanterer succesen. Det drejede sig om  kollaboration, om sortbørs i stor stil, smugleri, afpresning, alfonseri osv., samtlige emner, som fortørnede efterkrigsgenerationen. Det drejede sig frem for alt om samarbejdet med de tyske fascister og det åbenbarede sig snart som forarbejde til en anden roman. ”Skorpionen” blev oversat til 20 sprog, derunder alle østeuropæiske. Kunstnerisk syntes Scherfig udbrændt, men ni år senere overraskede han med en sidste stor roman, simpelthen den danske besættelsesroman ”Frydenholm”.

 Frydenholm

 

Denne bog slutter sig til hans to sidste romaner: Den benytter personerne fra ”Idealister”, viderefortæller deres historie og emnet fra ”Skorpionen”, men udvider det betydeligt. Allerede udefra adskiller ”Frydenholm” sig ved sit firedobbelte omfang af de hidtidige værker. Scherfigs fordringer er virkelig vokset, han vil skrive en altomfattende roman, og akribisk , set med venstreorienterede øjne, dokumentere den tyske besættelses bitre tid. Bogen må have slået ned som en bombe, den opstiller dog en beskyldning mod hele det danske samfund – fra konge til bonde, fra statsminister til arbejder. De har alle svigtet, kun den kommunistiske modstand har vovet opstanden, om end med mange taktiske fejl. Man kan ikke frasige bogen et forklarende element, alligevel stikker den retfærdigvis fingeren i såret og kalder landsmændene tilbage i hukommelsen om deres eget svigt. Gerne tænker man op til i dag  tilbage på ”modstandsbevægelsen”, som længe var usynlig, og også i Danmark først tog fart med de militære nederlag i øst, uden nogensinde at kunne blive alvorligt farlig for nazisterne, men glemmer der ofte at nævne, at krone, politik og erhvervsliv overgav og føjede sig forsvarsløst og senere i stor stil profiterede af det økonomiske samarbejde med Tyskland, at tusinder frivilligt meldte sig til ”Frikorps Danmark”, en SS afdeling, at der var hele nazifiserede områder, at 40.000 mennesker endeligt efter krigen kunne blive anklaget for kollaboration osv. Alt det skrev Scherfig i stambogen til sine landsmænd i begyndelsen af de fredfyldte 60’ere og erindrede dem om deres skam. Allerede fra historisk sigt burde denne opus magnum høre til læsestoffet, især da Scherfig, som sagt, vover det store vue og dermed fulgte sin ven Kirk, der som den første i sin Daglejer-trilogi udnyttede kollektivroman-teknikken, for overordnet, at få hele samfundet i synsfeltet. Det lader sig hos Scherfig på konsekvent vis mindre flydende læse, for hans sprog har, ligesom hans billeder, et primitivistisk træk, det vil først fast– og først derefter underholde.  

 

En stor del af bogen behandler den kommunistiske internering. På dagen for overfaldet på Sovjetunionen opfordrede de tyske besættere de danske myndigheder til, at internere alle førende kommunister. Dermed ville Grundloven endegyldigt blive brudt. Det kunne de fleste danskere ikke forestille sig. Et natligt opkald til Stauning, den socialdemokratiske statsminister, bragte kun en resignerende samtykkegestus og således blev den 22. Juni 1941 hundredevis førende kommunister, langt flere end forlangt af nazisterne, arresteret , blandt dem Hans Scherfig og Hans Kirk. I begyndelsen blev de tilfangetagne under uværdige betingelser tilbageholdt i Vestre Fængsel, senere i baraklejren Horserød. Scherfig, som på grund af sine øjenproblemer blev løsladt efter et halvt år, beskriver i detailler de daglige stridigheder med den af mindreværdsangst plagede lagerchef Bentzen alias Henningsen, beskriver hverdagen, forholdene, chikanerierne, men også de solidariske ofrelser, det hemmelige tunnelbyggeri, den mislykkede første flugt, den mere vellykkede anden, ved hvilken det i 1943 også lykkedes Kirk at undslippe, frem til afsendelsen af nogle fanger til Stutthof, som ikke alle overlevede … og det beskriver han akribisk, selv om han slet ikke var med. Derved korresponderer så talrige detailler med Kirks livserindringer, at man ubetinget må antage ham for primær kilde. Endog Kirkske romanfigurer – som også Tom Kristensens Ole Jastrau fra ”Hærværk” – bliver integreret i handlingen. Såvel overlærer Magnussens figur som også kommunisten Martin Olsens centralfigur, ja selv dennes kone bærer Kirks træk eller deler den familiære skæbne. Man kan gå ud fra, at Kirk meget nøjagtigt fortalte sin syv år yngre ven om lejrlivet. Et brev fra Scherfig fra året 1943 ligger endda en direkte inspiration nær: ”Det er en stor skam, at du ikke har lært Benzen at kende – han ville fremstille en vidunderlig figur i en af dine romaner, men man skal have oplevet ham.”[1]

 

Men den vigtigste inspiration burde have ligget på teknisk side, for uden Kirks Daglejer-romaner ville også ”Frydenholm” i denne form, med sine talrige personer i handlingen og den kollektive skildring, ikke have været til at forestille sig. Først den nye form satte Scherfig i stand til, at oplyse den toårige traumatiske lidelsestid ud fra alle sociale synsvinkler og i det mindste for en del af det administrative maskineri åbent at fremlægge konstruktionsplanen.

 

 

Litteratur:

Hans Scherfig:

Den døde mand

Den forsvundne fuldmægtig

Det forsømte forår

Idealister

Skorpionen

Frydenholm

 

Morton Thing: Hans Kirks mange ansigter. En biografi. Gyldendal København 1992

©Tekst Jörg Seidel
© Oversættelse Poul Klein



[1] Morton Thing s. 254

Joomla templates by a4joomla