Jakob Knudsen: Den gamle præst (1899)
”Men det er netop Ulykken i vor Tid, at Kroppene kommer så rask fremad, saa Sjælene slet ikke kan følge med …”
Jakob Knudsen (1858 – 1917) er et navn, der hist og her dukker op, når det drejer sig om Kirk. Han står så for det meste på række med Andersen Nexø, Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg, bliver altså henregnet til hjemstavnsforfatterne, til det ”folkeliges gennembrudsmænd” (1) eller bondelitteraturen, hvortil man i det mindste må regne kollektivromanens Kirk. Det passer tematisk, men der er dertil påfaldende biografiske ligheder. Begge har tilbragt en stor del af den prægende ungdom i Nordjylland, Kirk ved Mariager fjord, Knudsen ved Limfjorden, denne egn af Thy, der for Kirk gennem hans bedstemor og oldemor var blevet ham så kær. Begge stammer fra socialt stærkt splittede familier – på den ene side de gamle, langt tilbage i tiden rækkende storjordejerslægter med den der udlevede åbne lutherske grundtvigianisme og på den anden side fordringsløse præste- og fiskerfamilier med stærk tendens til puritansk Indre Mission. Det har præget begge forfattere og det genspejles også i værkerne. I det jyske sujet viser kærligheden til landet sig, til beskedne mennesker og til landlig sindighed. Frem for alt hos Knudsen får man dybt indblik i bondesjælen, få har indfølt sig så følsomt i denne medfødte konservatisme, eftertænksomheden og langsomheden, i ”bondens almindelige mangel på øjeblikkelig beslutsomhed”. Endog den hos Kirk ofte så fremhævede dialektiske skift af første person ental er i Knudsens roman ”Sind” formet på forhånd. For at symbolisere den sociale udvikling af sine figurer i ”Fiskerne”, lader Kirk dem næsten evolutionært udvikle sig fra ”æ” til ”a” til ”jeg” (2) - det blev af og til fejret som innovation, men kan for første gang findes hos Knudsen.
Hans mest kendte roman hedder ”Den gamle Præst” – i den er næsten alle kunstneriske ingredienser indeholdt. Knudsen elsker frem for alt den dramatiske effekt; han udsætter sine figurer for ekstreme situationer for derved at gennemspille etiske overvejelser. Hans hang til filosofi er overtydelig i disse passager. Hans værker virker ofte som teateropførelser, hvor personer betræder scenen og forlader den, blot for at kundgøre deres repræsentative mening. Allerede af den grund tilfredsstiller de næppe moderne smag, alligevel er de fulde af arketypiske konflikter og væsentlige ideer. Næppe en forfatter er så direkte i sine udsagn som Knudsen. Han har været en af de første kritikere af det forjagede liv.
”Den gamle Præst” er en mærkelig bog! En præst, der ikke blot accepterer og godtager, men sågar velsigner en skriftendes planlagte selvmord, som forinden overtaler ham til – af hensyn til hans kones kærlighed og helbred – ikke at skrifte en alvorlig forbrydelse, det var ved århundredskiftet uhørt. Men også i dag, i det liberalistiske og sekulariserede samfund, kan det falde læseren svært at begribe personernes motiver. Den danske urkonflikt mellem livsglad grundtvigiansk folkekirke og pietistisk Indre Mission kan vel i dag have mistet i skarphed, spørgsmålet om utopi og realitet derimod ikke.
Der står to geistlige overfor hinanden: Jensen, en Tolstoi’sk idealist og den gamle kærlighedsforfægter Castbjerg. Man finder sammenlignelige konstellationer i ”Præstekrigen” i ”Fiskerne”, men også i Kirks daglejerromaner. Konflikten er lige så gammel som aktuel, man behøver blot at tænke på den katolske dogmatik i den moderne verden. Under denne overflade bevæger der sig naturligvis en mægtig konfliktstrøm, den mellem revolution og evolution, progressiv og konservativ.
Pastor Castbjergs og vel også Knudsens motto:
”Vi Kristne retter os efter Jesu Lov, som er Kærlighedens Lov; det vil sige: alle hans andre Bud går op i dette ene: at øve Kærlighed, og her i Syndens Verden vil det sige, at alle de øvrige Bud må rette sig efter og bøje sig for Kærlighedsbudet”.
©Tekst Jörg Seidel
© Oversættelse Poul Klein