Jeppe Aakjær (1866-1930)
Aakjærs foretrukne sujet, såvel i prosa som i lyrik, var livet på landet, var Jyllands vide hedelandskaber, hans helte var bønder, karle og landarbejdere. Hans betydeligste roman ”Vredens Børn” fra 1904 vakte, som den sammenlignelige og næsten samtidige bog af Andersen Nexø ”Pelle Erobreren”, stor opmærksomhed og gjaldt sidenhen som realismens klassiker og som referenceværk for den såkaldte bonde- eller hjemstavnslitteratur, som Kirks kollektivromaner også kan henregnes til. Kirk blev aldrig træt af, at understrege de fælles værdiforestillinger (se nedenfor) og dermed også den kunstneriske betydning for hans egen skaben. Men mange steder i sekundærlitteraturen vil man også finde Aakjærs navn ved siden af Kirks.
I sit på tysk hidtil ikke tilgængelige erindringsessay fra 1955 skriver Kirk fuld af begejstring:
”Femogtyve år er gået siden Aakjær døde, men endnu skinner hans digtning så frisk som duggen og endnu lever hans sange på folkets læber. Siden de store salmedigtere har ingen digter nydt en større folkeyndest end denne jyske bondesøn, der skildrede det gammeldags slidsomme bondeliv, netop da det var ved at forsvinde, som besang leen, riven og plejlen, da de gamle redskaber blev afløst af slåmaskinen, selvbinderen og tærskeværket:
O, bonde med din Sædekurv
og i din grove Arbejdsdragt,
du tykkes mig i denne Stund
med selve Evighed i Pagt
Imens du som en Offerpræst
henskrider tavs og alvorsfuld,
du signer med din højre Haand
den sorte grødesvangre Muld
…
Vidunderlige, blide og stærke er disse digte og hundrede andre, som han berigede vor litteratur og vort folkeliv med. Arbejdets glæde, hedens tungsind, respekten for det ærlige slid, kærligheden til livet og kvinden, spot over hovenhed og dumhed var deres indhold. Han havde en evne til at trænge ind til det centrale, og når han slog til, så ramte han. …
Han har skrevet romaner og navnlig noveller, som var fulde af liv og humor, og som der ikke kan rokkes ved den dag i dag. Han har også skrevet romanen Vredens Børn, der er en af de skarpeste og mest slagkraftige samfundsromaner, der er skrevet i Danmark. Den beskæftiger sig med tyende-forholdene, og datidens kritik var hård ved den; den var for grov, for kunstnerisk ubehersket. Ja, det var den måske, for den var skrevet af en ærlig og vred mand. Og den handlede om det menneskelige spild, om udbytningen, om råheden og brutaliteten hos storagrarerne, der behandlede deres køer og heste adskilligt bedre end deres tjenestefolk. Denne bog, som var sand i hver eneste enkelhed, rejste en storm af vrede mod Aakjær, men han stod rank. …(1)
Det var nemlig det store ved denne jyske digter, at så ømt han mindedes det smukke i den gamle tid, der var hans barndom, så vredt huskede han, hvad han havde set og mødt af ondt. Han glemte ikke, hvor han kom fra, og det var ikke tomme ord, når han i sin slagsang for Studentersamfundet digtede: Fra folket vi kommer, til folket vi går, dets lykke skal være vor lov. …
Det var husmændene, han elskede; de fortsatte det ærlige bondeliv, han hold af. Han fremsatte en gang forslag om, at hele landet skulle udstykkes i landbrug på en snes tønder land. Så var man godsejere, proprietærer og storbønder kvit, og der ville være arbejde nok for de mange stærke næver. ’Nej, bort fra privatejendomsretten til jorden’, udtalte han – det var i 1910 – ’og ind mod den lille bedrift. På den lille lod bliver man anderledes fortrolig med jordens hemmeligheder. De to, husmanden og jorden, skal hviske sammen som et par elskende, og jorden skal betro ham, hvor dens rigdomme ligger skjult. Godsejeren, forpagteren af storjorden, han er som den, der prygler koen med malkeskamlen, for at få mælken frem. Rovdriften, stordriften med dens maskiners hoste, dens kuldamp og forvalterkæp, fanden i vold med den! Nej, småbruget frem! Småbruget, der avler hjemkærlighed og simple sæder, småbruget, der klapper koen på kinden og tager det syge lam op på skødet’” …
En stor, stærk, humanistisk digter var Jeppe Aakjær. Han har været med til at præge generationens liv, og vi mindes ham med kærlighed. Hans skønne digte, hans klangfulde jyske sprog, nynner i os, hans ranke, stolte sind er os et forbillede. Han vil ikke bliv glemt, så længe dansk sprog og demokrati består.”
(1) Det skal ikke forties, at Kirk tredive år tidligere, 1925, havde skrevet ganske anderledes om ”Vredens Børn”: ”Denne bog, som i sin tid vakte stort røre og forargelse – er nu helt ulæselig. Bogen var så nært knyttet til et bestemt aktuelt problem, at den mistede sin betydning, da problemet var løst.” (Litteratur og tendens, S. 13)
Litteratur:
Hans Kirk: Jeppe Aakjær. In: Litteratur og tendens. Essays og artikler. København 1974. Seite 170 - 174
©Text Jörg Seidel
© Oversættelse Poul Klein