Julius Bomholt: Længsel (1944)

Selv de diverse internetleksika synes at have glemt Julius Bomholts første og to-binds roman ”Længsel” – man husker ham som betydende socialdemokratisk politiker, som mangeårig kulturminister, som uddannet teolog, som højskoleforstander, som indflydelsesrig litterær anmelder, også som litteraturteoretiker eller biograf og endda som romanforfatter, hans debutværk synes dog at være gået tabt blandt alt dette. Men netop denne voluminøse roman udgør den kunstnerisk stærkeste forbindelse Bomholt-Kirk.

Bomholt

Sikkert, man kendte hinanden allerede i 30´erne gennem fælles journalistisk beskæftigelse, dog varede det nære samarbejde kun kort, for Bomholts ”grundtvigianske socialisme”[1]blev for Kirk snart uacceptabel, således at samarbejdet hurtigt fik en ende. Det forhindrede ikke Bomholt i, hele tiden på ny at beskæftige sig kritisk med den kollektive romans teori, at blive til ”kollektivromangenrens talsmand nummer ét”[2] og selv forsøge sig i genren, i netop denne i dag glemte roman ”Længsel”. ”En historie om en landsby” lyder bogens programmatiske undertitel; i den skifter fortælleren kapitelvis fra en person til en anden, de fleste deraf er børn, børnebørn eller slægtninge af det gamle håndværkerpar Anders og Ane. De repræsenterer det enkle livs gamle verden, der passer sig ind i de givne strukturer, men også livets hårdhed. Hver repræsenterer en type og selv om Bomholt lægger meget dybe psykologiske indblik i munden på sine personer, som også stadig kan åbne øjnene på nutidens læser, så misbruger han dog figurerne alt for tydeligt som talerør for deres funktion og limer komponenterne for groft sammen, som om denne roman kunstnerisk kunne holde trit med Kirks organiske kollektivromaner. Også er lånene fra Hamsun – som næsten hele den skandinaviske litteratur kan takke – ikke til at overse, for eksempel i ledemotivtekniken men også i grundspændingen: Livet i forgængelighedens åsyn: Der er megen og helt forskellig død hos Bomholt.

Også de tematiske lån fra Kirks tre kollektivromaner er ikke til at overse: Der gives, ved siden af kollektivteknikken, konflikten mellem indre mission og folkekirke, divergensen mellem by og land, mellem fabriksarbejde og landbrug, de sociale forandringer gennem industriens fremskridt, der er grundlæggelsen af en fagforening og tilhørende lederskikkelser (jvf. Cilius) ligeså de modstræbende konservative bønder, ja, der er sågar i centrum af handlingen, som i ”De ny Tider”, en strejke. Dér, ved strejkebegivenhederne  bliver netop forskellen til Kirk tydeligst, så tydelig, at bogen senest hér, men ganske udtrykkeligt, prisgiver sig som modstykke til Kirks romaner. Medens arbejderne efter lang hård kamp hos ham triumferer, ender Bomholts strejke – menneskeligt formentligt meget mere realistisk – i et småligt kompromis mellem bonde og  tyende. Den forklædte Cilius-type Sørens intrigante ideer mislykkes og han bliver endda, stillet overfor ”skjorten er en nærmere end jakken”, til en meningsløs ødelægger. ”Hvis en fattig Mand vilde fri af Rebene, maatte han hugge sig fri. Han måtte slaa  og ikke saa meget blinke, naar Modslaget kom. Men Menneskene var fejge. Den lille Kartoffelhave spillede en større Rolle for dem end selve Friheden.” (2/184)

 

Længsel

Bomholts budskab er i sidste ende slet ikke primært politisk, men et metafysisk, et teologisk, om man så vil. Det er menneskenes indre længsel efter mening og opfyldelse. Hele tiden med nye tilløb, individuel farvede, udkaster han en antinomisk verden af teori og praksis, ideal og realisering, ide og realitet, i sidste ende det store og det små.  Der er præsten, der ingen sjælefred finder, som søger efter systemet og den store sammenhæng, men som ikke kan se den momentane skønhed af en rose – ”Du vil saa meget og giver dig ikke Tid til at blive Ven med de smaa Ting … Hvor er det godt, at de enkle Ting giver os Glæder – uden Spor Forklaring eller Metafysik” (2/209) – der er Markus, der ser ud til at finde sin frelse i absolut hengivelse til indre mission, men på grund af uduelighed i kærlighed og uopmærksomhed har tre menneskeliv på samvittigheden – elskerinden, konen, barnet; der er Søren, agitatoren, som oversætter sin indre uro, søgningen efter sin rolle i det store hele, i destruktivitet, der er den unge Ejvind, der skifter mellem målrettet arbejder -og fra hånden til munden levende bondeklasse og beslutter sig for den første – ”Nej, der maatte kæmpes for noget, der var endnu større!” (2/217) og der er endda den gamle Anders – som stadig holder sig nærmest til naturgivne tilstande –,  som kører fast i smålige hverdagssorger og derved mener at komme for sent til livet: ”Hvad betyder de daglige Sorger og Bekymringer overfor det hellige som hedder Liv og Død?” (2/200). De føler alle, hvad en person udtaler: ”Hvad nytter det meget, hvis det egentlige mangler” (1/56). Helt i modsætning til Kirk kvier Bomholt sig ved besvarelsen af spørgsmålet, hvad ”det egentlige” er og hvorledes det kunne nås. Derved, i denne ubeslutsomhed, rammer den fuldtud læseværdige bog 60 år efter sin udgivelse på overraskende vis endnu engang læserens nerve.

 

©Tekst Jörg Seidel
© Oversættelse Poul Klein



[1] Morten Thing. S. 123, vgl. zum Verhältnis Kirk-Bomholt S. 123 - 127

[2] Finn Klysner. S. 148, vgl. dazu S. 139 ff.

Joomla templates by a4joomla