Hans Kirk, årgang 1898, voksede op i en socialt splittet familie. Medens moderen, der var musisk begavet, stammede fra en gammel godsejerslægt og hele sit liv gav den rollen som matrone, stammede den prægende far fra en beskeden fiskerfamilie fra én af de fattigste egne af Danmark, Nordsøkystens magre strande; han arbejdede sig frem til at blive en afholdt læge, som aldrig glemte sin oprindelse og ikke sjældent behandlede de fattige gratis. Det var prægende påvirkninger. Derfor følte Kirk, der havde studeret jura uden nogen sinde at have følt sig vel i kontorlivet, sig allerede tidligt nært knyttet til den nye proletariske bevægelse, han meldte sig ind i det kommunistiske parti og interesserede sig for psykoanalysen. Det enkle naiv-bondske og de danske storbønders selvretfærdige liv, den voksende emancipatoriske bevidsthed og industrialiseringen, de fundamentalistiske kirkers religiøse bigotteri og seksualdriftens uimodståelige magt, det er så også grundkoordinaterne mellem hvilke næsten alle, men i det mindste de bedste af Kirks romaner, bevæger sig. Med sin førsteudgivelse ”Fiskerne” (1928) opnåede han straks verdensberømmelse, for dermed gjorde en helt ny stemme sig hørlig, som talte et aldrig tidligere hørt sprog, kollektivromanens. Som i et bistade bliver det tavle for tavle sammenbragt, hver enkelt historie, hver enkelt figur helstøbt og en æstetisk nydelse, hver især bærende den store helhed i sig, som en sig selv lignende, homolog figur; og dog åbenbarer den grandiose skønhed sig først i helhedsoverblikket. Kirk har perfektioneret kollektivromanens form i sine to sammenhængende bøger ”Daglejerne” (1936) og ”De nye Tider” (1939), som med urette aldrig nåede ”Fiskerne” ´s publikumssucces. Først hér voves den store sammenhængende samfundskulisse, der skabes et panoramisk blik på alle væsentlige bestanddele af det danske samfund i årene omkring første verdenskrig og også kun hér bliver personernes udvikling troværdigt fremstillet. Dermed lykkes Kirk med to næsten uudtømmelige romaner, som man efter selv flere ganges læsning kan afhøste nye aspekter, nydelser og erkendelse. Der var planlagt og vel også i vidt omfang udført et tredje bind, dette faldt dog i hænderne på den tyske besættelsesmagt og anses sidenhen for forsvundet. Kirk tilbragte to år i politisk fængsel, på flugt måtte han efterlade det næsten fuldførte manuskript.
Indtil sin død i 1962 arbejdede han utrætteligt frem for alt som journalist ved den venstreorienterede presse; han gik imidlertid ind i den skandinaviske kulturkanon med sine kollektivromaner. Derudover er ”Slaven”, en højallegorisk historisk roman og ”Vredens søn” en hidtil ikke oversat socialiserende nyfortolkning af Jesus-skikkelsen, ligesom hans landlige novellesamling ”Skyggespil”, alle af litterær betydning. Kollektivromanens revolutionære form genoptog han ikke mere, med H.C. Branner, Jacob Paludan, Knuth Becker, Martin A. Hansen og fremfor alle William Heinesen fandt den frem for alt i Skandinavien velanset videreudvikling.
©Text Jörg Seidel, Übersetzung Poul Klein und Jörg Seidel