Knut Hamsun: Konerne ved Vandposten (1920)

Aa, denne Satans Romanen som tar al Lyst og Kræfter og Tid og Helse og Fred fra mig! Det skal være den sidste … Bare jeg i herrens Navn engang bliver færdig med denne store Boken saa blev jeg kanske ikke saa hudløs indvendig.[1]

At danskeren Kirk har nordmanden Hamsun, ”en genial digter”[2], meget at takke for, faldt allerede nogle af de allerførste kritikere i øjnene. Hvem der var fortrolig med nobelpristagerens værk, ham måtte det kunstneriske far-søn forhold umiddelbart være påfaldende, for hele Kirks sproglige udtryksmåde lyder straks bekendt. Det kan overraske ved første blik, de to står med hensyn til verdensanskuelse dog tænkeligt langt fra hinanden: Kirk marxisten burde næppe indholdsmæssigt have afvundet den konservative Hamsun noget[3] – ved første blik.

Faktisk peger de to kollektivromaners grundkonstellation dybt i Hamsunsk terrain: Forandringen af det landlige samfund gennem fornyelse eller en fornyer, rettere sagt, gennem den begyndende industrialisering eller indførelse af ”fremskridtsvenlige” teknikker i det enkle liv (Segelfoss By, Børn Av Tiden) eller en ”fremmeds” opdukken, en ”anden”, ikke sjældent en ”amerikaner”, en tilbagevendende fra Amerika ( Markens Grøde, August-trilogien). De sidstnævnte bringer ikke blot forvirring i de gamle strukturer, de bander hos Hamsun som hos Kirk også gerne amerikanske eder.

Fra Hamsun burde Kirk yderligere være blevet givet holdningen ” sådan er livet”, ”sådan er mennesket”. Sætninger som: ”Hun var så evig almindelig, ja som alle andre piker, men hun hadde gode egenskaper også, det manglet ikke.” (12), havde også kunnet finde plads hos Kirk og er i øvrigt næsten fuldstændigt forbeholdt den nordiske litteratur. Karakteristisk for begge er den ikke til at overhøre overlegne ironi, der ikke sjældent, som i dette eksempel, udstråler en mild klogskab, helt og holdent ikke er ødelæggende. Hamsun og Kirk forener den gennemførte moralske ambivalens, som ikke primært vurderer de menneskelige beslutninger og veje, men som gennem ren præsentation ”kun” udvikler dem i deres egen logik og dermed gøres læseren forståelige og indfølende. Ingen af forfatterne – det gælder i det mindste for den modne Hamsun efter ”Victoria” og ”Stridende Liv” og kollektivromanernes Kirk – lader nogensinde en af deres figurer falde, selv de mest tvivlsomme skabninger forbliver værd at holde af. For eksempel Oliver i ”Konerne ved vandposten”, som den tidlige kritik i sin afsky næsten rev fra hinanden, er trods alt en sympatisk figur, ligesom for eksempel den frådende missionær Karlsen eller den bigotte grundejer Martin Thomsen hos Kirk. ”Alt i alt en mand med gode og dårlige egenskaper blandet sammen” (182), alt i alt et menneske, ”varige menneskestof” (288) og i denne menneskelighed hver læser et spejl. Kun den intellektuelle type (og politikerens-) kommer hos begge galt af sted, blodfattige, akademiske, stræber typer, som permanent skraber sig forbi det væsentlige, også selv om de tiltager sig betydningsfuld habitus. Hos Hamsun kan det også være personligt begrundet, for han manglede formelt den akademiske uddannelse, han holdt hele tiden med stolthed fast på, intet fremmedsprog at beherske – hvilket dog ikke fuldkommen modsvarede virkeligheden. For Kirk på den anden side var den tomme spekuleren over efemere problemer ubærlig fra et historiefilosofisk synspunkt, for teorien bliver nu engang kun til fysisk vold, når den griber masserne og skal derfor være massekompatibel. Hamsun udtaler det paradigmatisk: ”Ingen lægger vinn på å bøie hodet i eftertanke, man skriver og læser sig til det tænkeindhold man behøver som nutidsmenneske. Det er finere å skrive og læse end å gjøre noget med hænderne” (101).

Lignende forholdt det sig med den fælles skepsis overfor den moderne kapitalisme, som ganske vist er mere udpræget hos Hamsun. Kirks marxistiske indsigt tvinger ham derimod til, i det mindste som historisk fase at bekræfte kapitalismen, med alle moralske fordømmelser. Den er dog betingelse for og nødvendig gennemgangsstation til den endegyldige samfundsmæssige forandring til det bedre. Den konservative Hamsun, som  savner den fremadrettede vision, mener derimod at se idealet i den enkle bondske økonomis ”gode gamle tider”. Alligevel bugner Kirks værker af kritiske uoverensstemmelser med de tekniske fremskridt, hvis velsignelser og forbandelser han hele tiden beskriver. Muligvis er nuanceringerne noget anderledes, men også Kirk vil vel have læst det følgende afsnit med samtykke, det beskriver dog i korthed hele ”Daglejerne” og ”De ny Tider” dobbeltromaners projekt: ”Husker De, doktor, at De og jeg har oplevet den tid, da det ingen industriarbeider var hos os, men hver stue hadde sin industri? Livet var ikke dengang travlere end at vi fik stunder til å holde helg, det var ikke fattigere på mat, ikke rigere på sorger, levesættet var enklere, tilfredsheten større. Så tok mekaniken herredømmet, masseproduktionen begyndte, industriarbeideren opstod – til gagn og glæde for hvem? For fabrikanten, for arbeidsherren og ingen anden. Han vilde tjene flere penger, han og hans hus skulde nyte av en større jordisk luksus, han trodde ikke han skulde dø”(134) Den der siger det er postmesteren, Hamsuns talerør i ”Konerne ved Vandposten”. En passant bliver her de to forfatteres stærkt udprægede sociale bevidsthed tydelig.   

Meget vigtigere end de indholdsmæssige overensstemmelser er selvfølgelig de formelle og stilistiske!

Ingen anden europæisk forfatter var så besat af tidens kredsformethed som Hamsun. Den vestlige kulturs lineære tidsforståelse var ham en Rätsel[4]/redsel. Hele tiden bølger hans romanhandlinger frem og tilbage, der er begyndelse og ende, opståen og forsvinden, liv og død, lykke og ulykke, prosperitet og armod osv., i vedvarende skifte. Bortset fra begivenheders op- og nedture uden virkelig højdeudvikling, ytrer det sig i en ledemotivagtig repetition af ofte symbolske omstændigheder eller ting. Ringen – man finder den i talrige værker – ringen som sådan, som foretrukket og dobbelttydigt objekt, i foreliggende bog også kisten eller svangerskabsfænomenet, tjener som henvisning til den evige tilbagekomst. I det hele taget er Hamsun besat af svangerskaber og særlig gøgesvangerskaber (uægte børn), et sujet, som også Kirk beredvilligt åbnede. Disse tilsyneladende uforglemmelige, hele tiden overraskende opdukkende ting eller historier giver begivenhederne en vis fjernvirkning og tjener det historiefilosofiske udsagn, at intet endegyldigt kan blive vurderet, før den involverende

historie reelt er afsluttet og det er den potentielt først ved tidernes ende. Alt forekommer i det skjulte og for menneskene usynligt bag den tilsyneladende værens kulisser. Med denne udtalelse adskiller Hamsun sig, og i langt mindre målestok også Kirk, fra størstedelen af europæisk litteratur, for denne er, bortset fra eksperimentelle former, næsten altid rettet mod et mål, mod udvikling. Selv om Kirk naturligt antager en samfundsmæssig udvikling, så forbliver han dog i kollektivromanerne overraskende ambivalent, når det drejer sig om at oversætte denne almene overbevisning til det individuelle. Måske er der i Daglejer-cyklussen overhovedet kun en person, som foretager en påviselig verdensanskuelig udvikling: Cilius, den tidligere dranker, slagsbroder og pralhals, der udvikler sig til ”bevidst”, om end ikke vidende og stadig teori-fjern fagforeningsfunktionær.

Hamsun revolutionerede litteraturen også gennem en ny perspektivik og talemåde: ”Fuldstændig utvungent benytter han sig af en teknik, som han første gang havde anvendt i Mysterier og som senere skulle blive betegnet som stream of consiousness: Pludselig styrter fortællingen ned fra sin flugt, kaster sig over en figur, trænger ind i dens hoved og giver direkte dens tanker videre”[5].

Men det litteraturvidenskabelige begreb ”Bevidsthedsstrømmen” rammer i Hamsuns sene værker ikke fuldkommen de faktiske omstændigheder, selv om det også i ”Sult” og ”Mysterier” kunne være blevet ”opfundet” af ham. Hamsuns litteraturhistoriske betydning bliver alligevel fejlagtigt mest begrænset til de tidlige værker, men denne metodes videreudvikling undgik vel kritikernes opmærksomhed. For ikke (blot) figurerne giver deres tanker frit løb, men også fortælleren og ofte er de to ikke til at skelne fra hinanden. Kirk har konstruktivt videreudviklet denne metode, som Morten Thing[6] kaldte ”dækket direkte tale”. Gennem usynlige og flydende overgange bliver den talendes identitet skjult. For det meste udgår bevægelsen faktisk fra figuren, men bliver så almen og fastholdt uden pronomen, at den ubemærket forlader jeg-perspektivet og lader læseren gætte på, hvem der nu egentligt taler:

Figuren, forfatteren, fortælleren, en stemme, Gud, tilværelsen? Det skaber ikke blot en velgørende distance mellem tekst og læser, det giver også disse passager en nimbus af visdom, for disse udsagn kan ikke modsiges, da samtalepartneren tilsyneladende pludselig er forsvundet. Disse udsagn er sande i sig selv, det er netop disse passager, som begynder at bringe ”det menneskelige” til at klinge.

Kirk må have været intim kender af Hamsuns værker. Et af nobelprisbærerens værker, som enhver sammenlignende lekture hurtigt fremlægger, har han særligt meget at takke for: ”Konerne ved Vandposten”, en historie fra den lille kystby i Sørland og især om matrosen Oliver, som efter sin første færd vender tilbage som eunuk og krøbling, alligevel inden for ægteskabet får fem børn med sin kone – tre med brune øjne og to med blå. ”Hans hængende fedme er frygtelig”, ellers er han ”en uthulet krypling, tømt … Engang var han et menneske”(270f.) Nu, som ufrugtbar er han ”løsnet fra menneskenes fælles livsindhold, … utenfor menneskene … kunst altsammen. Men intet dårlig kunstverk.” Og netop denne dovne døgenigt viser sig som livskunstner. Medens næsten alle forhåbningsfulde går til grunde, slår han sig drevent gennem livet og svømmer hele tiden ovenpå, bider sig igennem, som ville Hamsun skrive en parodi på Darwinismen, hvori de forplantningsuduelige mestrer alle livssituationer og til sidst slår igennem og heller ikke afskrækkes for udslettelsen af sine fjender.  

Hamsun kæmpede hårdt med denne bog, forbandede den, troede endog, det skal være hans sidste – samtidigt taler han om sin ”store bog”, var vel bevidst om særstillingen.

I for høj grad havde kritikken koncentreret sig om denne Oliver og derved miskendt bogens sande betydning. Som efterfølgerroman til den nobelprisvindende ”Markens Grøde” havde den skuffet mange læsere. Den hører til de mindst læste af Hamsuns værker, men indtager en eminent betydende plads i  Œuvren. Thomas Mann var en af de få, der fejrede bogen som betydende, om end med for kort begrundelse. Han fejrede den 1922 som humoristisk mesterværk, hvis ”egentlig velvillige-ironiske ide” er udkastet ”af kunsten som livsbevarende magt, af livet som kunst, kunstnødhjælp …” (618). Det er opmærksomt betragtet og fuldkommen korrekt, men er alligevel utilstrækkeligt. At påberåbe sig Hamsuns utrolige menneskekundskab, var også 2 år efter nobelprisen en sikker havn og at lægge mærke til den forfattende mester, det medførte ikke megen risiko. At Mann ikke erkendte romanens fulde betydning, lå netop i hans koncentration på Olivers figur, den kastrerede eksmatros, charlatan og livskunstner. Faktisk udkaster Hamsun nemlig i denne bog en bred personkombination, i hvilken der tilfalder Oliver en vigtig, men slet ikke den afgørende rolle. Langt mere drejer det sig for Hamsun – og det er enestående i hans værk – om relationen mellem mennesker og ikke primært om menneskene selv. Hamsun udfolder et for ham temmelig utypisk stort persongalleri og hver enkeltfigur bliver opmærksomt iagttaget. Det er programmatisk og bliver af Hamsun udtrykkeligt betonet ved begyndelsen af romanen: ”Oh, den lille maurtuve! Alle mennesker er optat med sit, de krysser hverandres veier, de puffer hverandre tilside, stundom går de over hverandre. Det kan ikke være anderledes, stundom går de over hverandre..,.”, og gentaget i den midterste del: ”… byen var den lille kravlende maurtuve” (96/101) Der er ingen enkelt helt; Oliver er lige så meget ”helt” som Marinus er det i ”Daglejerne” eller Cilius er det i ”De ny tider” – en figur, som ganske vist dukker noget oftere op end de andre, men som kun opnår kontur i permanent sammenspil med alle andre, ligesom også de har behov for det store sammenspil, for at blive levende. Ferguson kaldte rettelig bogen for en ”roman med mange stemmer” (385) i hvilken et overordnet samfundsmæssigt panorama bliver udfoldet og i hvilken alle samfundsmæssige lag er repræsenteret. Dermed har vi alle den sociale romans væsentlige kendetegn – ”Konerne ved Vandposten” er som uomgængeligt forstadie til kollektivromanen af litteraturhistorisk betydning! Man kan ikke hæfte denne betegnelse på bogen selv, frem for alt, fordi figurerne tydeligvis står ved siden af hinanden og endnu ikke, som hos Kirk er uadskilleligt vævet sammen, endeligt endnu ikke antager formen, identiteten af gruppen. Men uden Hamsun var kollektivromanen formodentligt ikke opstået.

At det var Hamsun der havde så afgørende betydning på Kirks produktion, bevises også i den helt åbenbare figurparallelitet. Mest påfaldende burde det være hos Olivers søn Frank og Marinus søn Søren. Begge vokser op fra sund grund til ufrugtbare, tyndhudede, arrogante og af væsen dumme intellektuelle; Frank og Søren er tvillinger, spejlbilleder og i detailler så hinanden lig, at det ikke kan bero på tilfælde. Desuden er er lærer-præst-parret hos Kirk allerede forfigureret i postmester- doktor-parret. Men også Oliver selv finder sidestykke i visse træk og handlinger hos Andres og Bregentved. Bregentved for eksempel, krøblingen, bliver også beskrevet som paradeeksempel, hvorledes det moderne byliv kompromitterer, og ham er det, som tilsyneladende altid svømmer ovenpå. Kun når man ved at kæmpe sig igennem med alle midler, undertiden hårdt, undertiden blødt, kan man overleve i byen, kun det moralske tab garanterer merværdien i magt og penge. Hos Kirk er kompromitteringen i det urbane liv ganske vist kun et ”kan”, medens Hamsun vel gik ud fra den moderne bys principielle fordærv.

”Konerne ved Vandposten” er kollektivromanens måske vigtigste etableringsdokument! Uden denne meget undervurderede bog ville formodentligt betydende værker af Kirk, Scherfig, Hansen, Branner, Paludan o.a. ikke eller ikke således være fremkommet.   

Litteratur:

Hamsun, Knut: Konerne ved vandposten. In: Samlede Verker, Bind 8, Gyldendal, Oslo 2002

Hamsun, Knut: Die Weiber am Brunnen. Sämtliche Romane und Erzählungen, Band 3, Fischer Frankfurt 1958

Hamsun, Knut: Knut Hamsuns Brev Bind IV 1915 – 1924, Gyldendal Oslo 1997

Kirk, Hans: Litteratur og tendens. Essays og artikler, Gyldendal København 1974

Ferguson, Robert: Knut Hamsun Biographie. DTV, München 1992

Mann, Thomas: Reden und Aufsätze Band 2, Fischer, Frankfurt 1990

Thing, Morton: Hans Kirks mange ansigter. En biografi. Gyldendal, København 1997

©Tekst Jörg Seidel
© Oversættelse Poul Klein