Reymont: Bønderne (1904 -1909)

I august 1928 blev Kirks første roman antaget på Gyldendals forlag. Der blev tilbudt 1000 Kr. for 1500 eksemplarer. Åbenbart anede endnu ingen, at man her holdt en kommende verdenssucces og den til alle tider i Danmark mest sælgende bog i hænderne. Man kan spekulere på, om bogen under anden titel ville være blevet lige så succesfuld eller om denne præcise, konkrete og næsten hårdt klingende benævnelse ydede et eget bidrag til succesen. Faktisk havde Kirk ikke indleveret værket som ”Fiskerne”, men som ”Roman om fiskere”. Oprindeligt manglede altså den bestemte artikel, som de skandinaviske sprog behandler som et suffiks og derved opnår en stramning der ikke kan gengives på tysk. Man havde kunnet oversætte titlen som ”Roman über/um/von Fischer(n)”, eller ”Fischerroman” i videre betydning.  Fra forlagets side var man ikke tilfreds dermed, og så foreslog Kirk ”Fiskerne” altså ”DIE Fischer”, men han var ikke helt tilfreds dermed: ”Jeg er ikke lykkelig ved en alt for romantisk titel”, skrev han til forlaget og henviste til den åbenlyse nærhed til den store og i 1924 nobelprisvindende roman ”Bønderne” af Reymont.[1] Kirk kendte følgelig bogen; skulle den have haft indflydelse på ham, så enten fra den svenske (1924), engelske (1924) eller franske (1924) oversættelse eller fra den først 1927 udkomne danske – da var hans roman ganske vist allerede næsten færdig. Han indrømmede dermed indirekte sammenligneligheden, også den kunstneriske relation,  hvilken man helst ikke udtrykkeligt henviser til og hvorfra han så ville distancere sig.

Reymonts epos var på den anden side en reaktion på Zolas ”Jorden”. Zola havde studeret bondemiljøet, men Reymont nedstammede fra det, havde tilbragt en stor del af sit liv deri. Zolas halv-dyriske blik på bønderne, hans kolde dissektionskunst, fremhævelsen af det umenneskelige i disse mennesker, tændte Reymonts protest. Den litterært autodidakte kunne ikke sige ja til den studerede analyse. Også hans natur var  strid med den akademiske og strengt systematiske fremgangsmåde: Reymont var et sensuelt menneske, derom vidner næsten hver linje, en storslået betragter, med vågent blik og gehør, men meget mindre en dybdetænkende forfatter. Var det hos Zola griskhed, begærlighed og misundelse, skæbnebestemte sammensmeltninger med jord og blod, så er hos Reymont stoltheden det bærende element, ikke overvejende den nationale stolthed, som belaster den polske litteratur i århundreder, men den bondske stolthed, der ganske vist også voksede ud af rodfæstethed i land, jord og ejendom.

Af ham kunne Kirk lære og beundre objektivitetens høje ideal, men også en særlig menneskekalibers naturlige selvhævdelsesvilje. Hos Kirk emanciperer figurerne sig endda videre fra deres animalske instinkter, for også når Raymont ville tegne et mere positivt billede af bønder, så bliver i det mindste den nutidige læser chokeret over udvæksterne af vold, menneskelig brutalitet og drikfældighed. Her kunne en affinitet til russisk litteratur, i særdelshed til Gorki, have spillet en rolle. Disse menneskers handlinger er stadig nær på sindsbevægelserne, disse de facto katolske, men ofte i hedensk sæd og skik forudindtagne skabninger har umiddelbart ud-ageret impulser, indbefattet de libidinøse; kærlighed og had hersker, schatteringer er sjældne. Derudover har bogen stor konservatorisk værdi, skik og brug, traditioner, riter bliver omfattende beskrevet: Kvinderne forsamlet ved stearinlys, håndværk og sangskat, kostumerne, festerne, årstidsmæssige forløb …  Ligesom hos Kirk, burde hovedparten af succesen i eget land opstå netop ud fra denne identifikatoriske vægt. Den der vil vide, hvad Danmark eller Polen betyder, hvem der vil gribe landets ”sjæl”, han er godt hjulpet hos Kirk og Reymont.

Yderligere kunne Kirk være blevet påvirket litteraturteknisk af Raymont. Også Reymont forsøgte at forbinde et stort antal personer til en organisk formation, derved opmærksomt følgende hver enkelt figur. At Reymont ved forholdsvis lille handlingsforløb havde brug for det femdobbelte omfang for at beherske dette personpanorama, taler for den Kirkske kollektivroman-tekniks høje kunstneriske potens. Da Kirk så sig selv i bondelitteraturens tradition (Aakjær, Skjoldborg, Pontoppidan, J.V. Jensen, Nexø o.a.), måtte der uden tvivl være en interesse i emnet. Stilistisk befinder der sig hos Reymont – som i øvrigt allerede hos Hamsun – et præformet middel, som Kirk intensivt udnyttede i sine tre store kollektivromaner: De lokale og dialektale, grammatisk og leksikalt ofte ukorrekte sprog, som ikke bare bliver tilordnet figurerne, men, vel tempererede, ventende på den virksomme optræden, og i afhængighed af hensigten med udsagnet, også rager ind i det narrative, i fortællerområdet. Det skaber en imponerende stigning i autenticitet, læser får det indtryk, at overvåge begivenhederne indefra.