Knut Hamsun var udenfor sit fædreland intetsteds så succesrig som i Tyskland. Det var ikke mindst takket være det kongeniale oversættelsesarbejde af Angermann og Sandmeier, som især betonede teksternes mystiske tyngde og det litterære sprogs eftertænksomhed, ja af og til fremstilledes endnu tydeligere end på originalen. Såfremt man læser Hamsun på engelsk eller på et romansk sprog får man at se, hvor megen metafysisk substans og eksistentielt indhold der går tabt.
Kirks dobbeltroman tager ganske entydigt Hamsuns sprogideer op og bearbejder dem selvstændigt. Det skal ubetinget slå igennem i oversættelsen, skulle den også kun halvvejs gengive den indre fornemmelse. På tysk er det som på intet andet sprog muligt, at bibeholde de nordiske idiosynkrasier. Bliver dette ikke forsøgt, så kan der ganske vist skabes en formel fejlfri bog, hvis ”sjæl“ imidlertid går tabt. Den første tyske oversættelse af ”Fiskerne“ af den yderst hæderfulde oversætter Udo Birkholz, Rostock 1969 , ville på denne måde være perfekt. Den er nævnt i denne forbindelse til en sammenlignende analyse af de forskellige oversættelsestekniske fremgangsmåder.
Den foreliggende oversættelse forsøger så godt som muligt at overføre den danske originaltekst til tysk. Målet var så autentisk som muligt, at formidle den modersproglige læsers læsefornemmelse til den tyske læser. På tilsvarende måde blev det tilstræbt, at bevare sprogrytmen, den syntaktiske struktur (sætningsopbygning) og det konkrete ordvalg, også når det af og til strider mod den tyske sprogfornemmelse. Kirk selv benytter et ejendommeligt, i en puritansk betydning ofte ikke korrekt sprog og han gør det for øvrigt ganske udelukkende i de tre kollektivromaner. De sproglige “urenheder“ er altså ægte udsagn. Stilistiske „urenheder“, som for eksempel gentagelser af ord, blev derfor bevaret, dér hvor de optræder i originalen - der blev ikke udjævnet for at tækkes den tyske sprogfornemmelse. Jysk dialekt blev, hvor det var muligt, oversat med tysk ækvivalent, hvor det ikke var muligt tilpasset hele sprogets udtryksmåde eller omsat til højtysk. Således blev det dialektiske ”a“, som daglejerne anvender i stedet for ”jeg“, altid oversat med ”jeg“ og ikke med en tysk dialektisk form. Dette er muligt her, fordi det ikke har nogen afgørende betydningsbærende funktion. I ”Fiskerne“ derimod, måtte man finde en anden ordning, idet gennem skiftet fra "æ" til "a" til "jeg" bliver personudviklingen gjort tydelig, nemlig fra den nordvestjyske fisker over limfjordsfiskeren til ”dannede” mennesker.
( fra efterskriften til ”Die Tagelöhner“)