Borgerlige noveller

 

Det tynde novelle-bind, udgivet i 1958, udløste usikkerhedsfølelse i pressen: Man vidste ikke rigtig, hvad det skulle forestille. Skulle det være en fortsættelse af det fremragende ”Skyggespil”? To eller tre noveller havde fuldtud fået plads deri. Var titlen, som den for det meste træfsikre Tom Kristensen troede, ironisk ment? Hvorfor besluttede Kirk sig, hvis værk dog syntes rundet af, til  udgivelse af en sådan heterogen samling? At Kirk for forskellige tidsskrifter under skiftende pseudonymer havde skrevet hundredvis noveller, var kendt, men hvorfor han udvalgte netop disse 10, som hovedsageligt udkom allerede i 30´- og 40´erne, omarbejdede og publicerede dem, undrede mange. Alligevel lå gådens løsning foran alles øjne. Man kan ved første gennemlæsning, som jo også er præget af tidligere læseerfaringer, være skuffet, ved nøjere  studium bliver det så dog tydeligt, at Kirk har lagt den røde tråd ud i titlen. Blot er det ingen noveller for borgerskabet eller et borgerligt publikum, men de tematiserer det i diverse facetter, eller nærmere: De demaskerer borgerskabet og det for det meste med en afsluttende mere eller mindre overraskende, mere eller mindre original pointe.   

 

Således finder den ”Bette frøken Kaveline”, en forkrøblet og åndelig tilbagestående forpint skabning, forløsningen i troen og kan i den hende bibragte forestilling – ”din himmelske fader elsker dig”  - dø i fred. Men Kirk tilføjer den sidste næsten kyniske sætning: ”… hendes skrøbelige lille krop hviler nær ved gamle købmand Mullerup. Hun er hos sin far”. Hendes kødelige far var det eneste menneske, som viste hende kærlighed og da han døde for 20 år siden, brød verden sammen for hende. Kaveline kan altså ikke skelne mellem sin  kødelige far og Faderen i himlen. Religion, synes Kirk at ville sige, kan nok hjælpe med, at lindre sorgen, men beror på bedrag. Om det nu skal være en plaidoyer for eller mod troen, forbliver åbent.

 

I ”Patricier og Plebejer” skruer den forbenede og ærkekonservative latinlærer Plinius sig op i et had mod sin socialdemokratiske nabo og kollega Knudsen, lader hans søn lide derfor i skolen, men finder i en pludselig forvandling Knudsen sympatisk, efter han har opdaget, at denne er gode venner med uddannelsesministeren.

 

I fortællingen ”Plakaten” portrætterer kunstmaleren Børkop sin theosofiske, pacifistiske, vegetariske, abstinensiske husnabo Hummel, uden at meddele ham, at motivet vil finde anvendelse til en kommerciel Whisky-reklameplakat. Da denne ser sig afbildet drikkende i hele byen, bliver han voldelig.

 

”Gensidig Hjælp” viser en forretningsmand og en kontorchef, som mødes under påskud af gammelt skolevenskab og begge vil dog gerne have deres på det tørre. Så bliver der truffet en aftale, som i sidste ende fører til afskedigelse af en veltjent medarbejder: ”Men skide være med det. Hovedsagen er at sagen kører.” (48)

 

”Hr d`Etagnacs Digte” er ”det rene dilettanteri”, men de tilhører hans livsløgne og ingen vover, at sige ham sandheden.

 Borgerlige Noveller

Mere interessant og måske ikke tilfældigt placeret i midten, er ”Støvlen”. Kirk skildrer her en på den ene eller anden lignende måde foregået og prægende ungdomsoplevelse. Eleven fra mønster-akademiet Sorø mangler fodtøj og da han fortæller om det på en ferie derhjemme, mener moderen at gøre ham noget godt, ved at overlade ham sine nye støvler af fremragende kvalitet: Damestøvler! Drengen aner torturen og stikkerierne, når han viser sig med kvindestøvler i drengepensionatet, men må overgive sig til moderen, efter denne henter det sociale drabs-argument frem: ”Hør nu engang, min dreng, sagde mor. – Støvlerne er der jo ikke noget i vejen med, og de passer dig. Og det er dyrt med nye støvler. Du ved jo selv, hvor hårdt din far må arbejde, han kører ude i praksis fra tidlig om morgenen til sent om natten. Og der stilles så mange krav til ham, der er så mange, der skal hjælpes. Vi må ikke stille krav. Vi må ikke forlange noget, som ikke er nødvendigt. Vi må ikke lade noget, der kan bruges gå til spilde. Det forstår du jo nok” (59) Det forstår den unge Hans, men moderen forstår ham ikke og aner vel næppe, hvilke kvaler hun udsætter ham for. Gennem uger og måneder forsøger eleven nu med alle mulige midler, at gå ugenkendt med skoene: Han står tidligt op om morgenen, om aftenen går han som den sidste i seng, for ikke at skulle klæde sig om foran de andre, til sport opfinder han historier, som afleder hans kammeraters opmærksomhed osv., skolepræstationerne går ligesom kræfterne tilbage. På et eller andet tidspunkt bliver spændingen for stor og han nedsænker hemmeligt støvlerne i søen. Der lykkedes Kirk – ved siden af den socialkritiske opmærksomhed – med et pædagogisk lærestykke.

 

Derefter falder niveauet tydeligt. „ Den hjemløse Ånd“, som beskriver livet for et astrallegeme, som er sluppet ind i en kendt føljetonforfatter og som skal give en smule borgerlig mediekritik eller ”Eventyret om den første Sagfører”, som i helvede personligt blev skabt af Djævelen og hans bedstemor, er kun mindreværdige, for opstyltede morskaber, til at blive analyseret nærmere.  

 

I ”Barnedåben” lader en præst sig, i troen på at gøre noget godt, besnakke for 50 kroner af en fattig øbonde, for derefter at erfare, at det drejer sig om en af de mest kendte slyngler og småbedragere i omegnen.

 

Først den sidste fortælling ”Lindormen” tilslutter sig igen ”Skyggespils” høje niveau. Fortalt bliver den tragiske historie om drengen Kristian, som tør, at gribe om hugorme og gerne vil dræbe lindormen med dynamit, dragen, som han tror bor i bjerget. Her lykkes det Kirk en sidste gang at indfange barndommens vidunderland. Boblen brister, da Kristian ved leg med  faderens gevær skyder sin lillesøster og derefter må friste sit liv som et knækket menneske. ”Og man tænkte underlige ting, som man ikke vovede at tale med andre om. Lige ved huset lå den bakke, hvor lindormen havde sin hule. Havde den hørt, hvad vi talte om den eftermiddag i sommer? Havde uhyret ligget med øret mod sin bakkes jordvæg og lyttet til Kristians plan om at dræbe Lindormen med dynamit? Var det mon det onde trolddyr, som havde sørget for, at bøssen kom til at hænge ladt på væggen, og var det Lindormen, der havde fået Kristian til at tage geværet ned?” (102) Her finder Kirk endnu en gang frem til en naturmytisk ubeslutsomhed, som udmærker en bestemt, fra Hamsun kommende gren af skandinavisk litteratur: ”Det var, som om fabeldyret i bakken var blevet mere levende end spøgelser og ånder, engle og djævle. Den var blevet til selve det ondes princip. Det onde og farlige i naturen, i verden og i os selv, den skjulte ulykke, som dukker op i mørkets løngange og ingen skåner”.

 

Man kan tilslutte sig Andersens og Emereks sammenfatning, når de skriver: ”Disse otte fortællinger – undtaget ”Støvlen” og ”Lindormen – afslører altså alle det borgerlige samfunds korrumpering , der omfatter alle samfundstrin: Den borgerlige kapitalisme er kynisk (Gensidig hjælp), den borgerlige embedsstand er hyklerisk, korrupt (Patricier og plebejer) og løgnagtig (Eventyret om den første sagfører), den borgerlige presse er forvrøvlet og asocial (Den hjemløse ånd), den borgerlige religion betyder livsløgn (Bette frøken Kaveline) og eskapisme (Barnedåben), og den borgerlige kunst står ikke tilbage for forretningslivet i udbytning (Plakaten) eller for religionen i livsløgn (Hr. d’Etagnacs digte)” (82)    

 

Endnu en gang ser vi Kirk ved et angreb på alt og alle i alle borgerlige retninger og  som med alle hans tendiøse værker, så står også dette langt tilbage for de egentlige kunstværker. Særligt de selvbiografiske noveller, perlerne i dette bind, har alligevel en litterær værdi og en høj nydelsesfaktor.  

 

Litteratur:

Kirk, Hans: Borgerlige Noveller. Gyldendal. København 1970 (Erstausgabe 1958 im Parteiverlag ”Tiden”)

Andersen/Emerek: Hans Kirks forfatterskab. Et forsøg på en litteraturhistorisk revision. Vinten. København 1972

 

© Tekst Jörg Seidel, oversættelse Poul Klein

Joomla templates by a4joomla