Slaven  (1948)

”Jeg er en mand af en jævn folkelig oprindelse, jeg skriver blot ud af karsken bælg, jeg har ingen politisk forstand. Men jeg har ialfald skrevet èn læselig bog – ’Slaven’ – resten kan I feje ned af bordet. En eneste bog, og den endte i bogkasserne, en eneste bog ...[1]

Selv filologisk øvede læsere ville vel have haft problemer med at tilskrive, ”Daglejerne” og ”De ny Tider” såvel som den i 1948 udkomne roman ”Slaven” den samme forfatter, hvis ikke det samme navn havde stået på alle bøgerne. Kun ved meget nøje analyse lader forræderiske detaljer sig afsløre, frem for alle vel den kollektive udgangssituation. Et godt dusin mennesker interagerer og fortællerperspektivet skifter konstant, større fællestræk eksisterer ikke. Helt klart, denne bog udgør et tydeligt brud i Kirks produktion.

I fangenskabet 1941-1943 skrev Kirk to romaner, ”Slaven” og den tredje del af daglejertrilogien. Begge manuskripter gik tabt ved flugten. Når Kirk beslutter sig for, at genoptage ”Slaven”, så må det have sine grunde. Set med nutidens øjne er det beklageligt, for intet i hans Œuvre nåede op til 30 ´ernes store kollektivromaner, men personligt er det vel til at sætte sig ind i, at Kirk gennem besættelsens erfaringer, fangenskabet, illegaliteten havde mistet forbindelsen til den gamle verden og viede sig aktuelle temaer. I et interview fra 1953 belyste han de privathistoriske baggrunde: ”Slaven er skrevet i Vestre Fængsel i de sidste måneder af 1941 og i foråret 1942. I hvert fald for os, der sad indespærret, var det en desperat situation, hvor vi måtte stille os selv det spørgsmål om det blev nødvendigt at kapitulere overfor nazismen, hvad Socialdemokratiet på dette tidspunkt var rede til. Bogen var ment  som en slags svar på det spørgsmål.”[2] Men, hvorfor så skrive den på ny, efter nazismen var besejret? Der måtte altså befinde sig dybere lag i romanen om den i 1679 forliste ”San Salvatore”, befindende sig på vej hjem fra Mexico til Spanien.

Derved er bogen tænkeligt handlingsfattig. På det med megen rigdom lastede skib sælger en soldat sin indianerslavinde for at udligne spillegæld. Da hendes spædbarn er en hæmsko, bliver det uden videre kastet over bord. Slaven Pancuiaco dræber derpå gerningsmanden. Samtidigt afslår han de utvetydige tilnærmelser fra hans sexuelt frustrerede og lunefulde ”ejerske”, hvorpå denne lader ham piske. Pancuiaco tager hævn, barrikaderer sig i skibets indre og slår med en økse et hul i skroget på skibet, der synker. Og alt det udspiller sig på de sidste 70 sider, forinden handler det om ren konversation – derom drejer det sig altså.

Faktisk ligner romanen over lange stræk en filosofisk debat eller ligefrem en skolastisk diskussion med lange og velformede typiserede dialoger mellem forskellige repræsentanter fra det spanske samfund på conquistadorernes tid. De er alle repræsenteret, vicekongen, inkvisitoren, dominikaneren og jesuitten, den adelige godsejer, den rige mineejerske, en engelsk købmand, officerer, tjenestegørende eller forarmede, soldaten, landsstrygeren, styrmand, matroser, sorte og indianske slaver. Med få undtagelser har de ingen individuel stemme, men agerer som talerør for deres sociale tilhørsforhold. Kun den rige Doña Inez samt hendes slave opnår blandt hovedpersonerne sådan noget som kontur. Kirk anlægger det denne gang ikke på menneskelig identifikation, men på teoretisk. Skibet er i klar symbolik opdelt i overdæk, mellemdæk og underdæk, Kirk vedgår det åbent: ”Dette skib er som et billede på hele vor verden”. (110) Og på denne ark bliver de store temaer diskuteret: Magt, magtens kynisme, religion, overtro, kærlighed, rigdom, men frem for alt og hele tiden på ny om magtens problem og dét fra alle protagonisters og fra deres højst personlige samfundsmæssige perspektiv. Samtidigt viser Kirk, hvorledes økonomisk, politisk og religiøs magt påvirker hinanden, for eksempel  som den (sociale) status quo – et Kirksk urtema – bliver konserveret af kirken. Dertil kan bruges såvel brutal vold (inquisition)som også mere subtile afhængigheder. Den kættersk intellektuelle døgenigt Don Pablo sammenfatter det paradigmatisk i sin tale til matroserne og soldaterne på underdækket: ” På fem minutter kunne I rytte kahytterne deroppe for alle de fine passagerer og kaste dem alle sammen overbord. Men I gør det ikke, for I ved, at de ejer jer. De har banket det ind i jeres dumme hoveder: de ejer os, og de kan gøre ved os, hvad de har lyst til. Og hvis en eller anden finder på at spørge, hvordan det nu i grunden forholder sig med al den ejendomsret, har de lært jer svaret: sådan er Guds vilje, og et menneske skal ikke sætte sig op imod Gud. Men har Gud selv fortalt dig, hvad der er hans vilje? Nej, det har præsten. Han tjener først og fremmest de rige og de mægtige, og han får sin føde uden møje ved at forkynde rigdommens bud, som er ikke Guds.”(60)

I dén grad direkte er Kirks bidrag hele bogen igennem og det har forståeligvis ikke tiltalt en del af den litterære kritik. Dér var man hurtigt enige om, at klassificere bogen som allegorisk, og det er heller ikke forkert. Dog førte det til, at kritikken overså et væsentligt forhold: ”Slaven” fra 1948 er et modstykke til ”Vredens Søn”(1950), de to romaner kompletterer hinanden og gennemspiller Jesus-temaet forskelligt. Pancuiaco, den moralsk fuldkommen retskafne messiasrene slave, bliver forrådt af en Judas, som får sine tredive sølvpenge derfor og inquisitatoren forsøger med næsten poetiske ord at redde slavernes sjæle:  ”Jeg skal lægge en purpurkåbe af lidelse omkring hans skuldre og smertens tornekrone om hans tinding.” (119) I stedet for kærlighedens, bliver der under dæk prædiket det oprørskes hads evangelium: ”I hader dem, som svinger svøben over jer, men ikke den, som styrer svøbens slag  … og gid I kunne hade.”(62) Dén slags henvisninger er tydelige nok. Men afgørende er, at den martrede synger ved pælen, mens pisken river huden af hans ryg, og at denne stolte mand ikke kan besejres og tager kampen op, den Kirks Jesus i ”Vredens Søn” skyr. Der er overhovedet på dette skib kun et frit menneske – og det er slaven. Interessant nok er det ikke den så ofte citerede kommunistiske frihed, men en meget ældre: Det er Stoas frihed, det er den indre frihed, Epiktets frihed, den frie slaves, og kynikeren Diogenes’ frihed, Epiktets forbillede: ”Diogenes var fri. Hvoraf? Ikke fordi han stammede fra frie forældre, men fordi han selv var det; fordi han havde kastet alle slaveriets håndteringer bort … Alt var løst ved ham, alt kun hængt på.”(233) Blikket på partibogen havde ført til forhastede  domme, næsten overalt. 

For dette taler også skibets endegyldige undergang, hvorved alle ombordværende, Pancuiaco indbefattet, går til grunde – der er kun fem overlevende: Don Pablo, oprøreren, er blandt dem og også den protestantiske købmand Rayburn. Kirk, en tidligere læser af Max Weber, forstod vel at vurdere de progressive historiebærende kræfter men også modstanderne af fremtiden. Det feudale samfund går derimod totalt ned.

På grund af sine mønsterdialoger, som selv i undergangs kaosset stadig bliver videreført, forekommer bogen ind imellem ganske utypisk stiv. Men det ændrer intet ved, at det både er et meget gennemtænkt værk, hvis argumenter følger hinanden som hammerslag eller piskesmæld, og også – i væsentlige passager – en helt igennem spændende bog. Mange scener, person til- og afgange minder om klassisk teater inklusive den katharsis, som selvfølgelig først optræder hos figurerne. Dér viser Kirk sig også som fremragende psykolog og danner sætninger, som kunne stå i moderne psykologimanualer: Doña Inez kommer, vandet står næsten til halsen, for eksempel til den sidste erkendelse: ”Det er meget mærkeligt. Han kom fra en verden, som vi regner for primitiv, og han var min slave. Jeg havde lov til at  dræbe ham, jeg kunne gøre ved ham, hvad jeg ville. Men jeg, som har elsket magten og kun den, kunne ikke få magt over ham. Nu, da alting er forbi, ved jeg, hvor magten er frygtelig. Den dræbte det i mig, som skulle have haft lov til at leve, den dræbte ham og den dræbte os alle. Den ødelægger alt, hvad der er oprindeligt og ægte i os, alt det, der skulle give os glæde.”(158). Sådanne sætninger, sådanne scener, sådan en bog kunne i dag, næsten uden at blive pyntet på, bære en stor film.

PS: Ikke tilfældigt var ”Slaven” Kirks første oversatte bog i DDR og dermed i hele det tyske sprogområde, udkom 1950 på Dietz-Verlag.

Litteratur: 

Hans Kirk: Slaven. Gyldendals Tranebøger. København 1972

 Morten Thing: Hans Kirks mange ansigter. En biografi. Gyldendal København 1997

 Epiktet: Unterredungen und Handbüchlein der Moral.

© Tekst Jörg Seidel, oversættelse Poul Klein