Hans Kirk var en stridbar og omstridt kunstner. Her er på den ene side samlet nogle af hans typiske teoretiske meninger, på den anden side toneangivende vurderinger fra kompetente læsere og kritikere fra hans og vor tid.

 

 Om Kirk

 

 

Tom Kristensen

Tredivernes største danske romanforfatter hedder Hans Kirk.

 

I Hans Kirk har det unge Danmark fået en digter, som kan tænke uden at prædike, så der er grund til at blive forbavset. Alene det, at en digter kan tænke!

 

Hans Kirk er den mest målbevidste blandt vore forfattere. Allerede med sin debutbog ”Fiskerne” skabte han den danske sociale roman. Han alene har æren. Alle de andre har lært af ham. Med romanen ”Daglejerne” rykkede han et skridt frem ad sin vanskelige vej. Han ville ikke længere skildre grupper af mennesker, der blev holdt sammen af kristendommen, men grupper, der kun holdt sammen af økonomiske grunde, og på den måde kunne han rykke industrialiseringen og fagforeningskampene ind i livet. Det lykkedes også. Og med sin nye roman, ”De ny Tider”, fortsætter han sit ligeløb. Det er et bredt spor, han har trukket gennem tredivernes danske litteratur ...

 

Han er realist ligesom Henrik Pontoppidan og Martin Andersen Nexø var det. Stilen skal strengt holde sig til sandheden, uden impressionistiske indslag og komplet blottet for romantisk konkyliesus.

 

Der er ikke et eneste forløjet træk i dette værk! Det er klassisk samme dag, det udkommer.

 

En strejkeskildring, som ikke ligner nogen anden i litteraturen.

 

Ingen samtidig dansk digter har så dyb en forståelse af nutidens mangfoldighed som han, og ingen så ærlig en vilje til at gengive denne mangfoldighed så sagligt som muligt, og alligevel er han aldrig kedelig. Han har en sagte humor, og når han har fortalt en ting, er det, som om han sagte lægger sin flade hånd på bordet og siger: Sådan er det! - -og så ler ganske lidt.

 

Til ledelsen af dansk kommunistparti!

Da alle danske læsere er interesseret i den store forfatter Hans Kirks skæbne og udvikling, beder jeg venligst ledelsen om ikke oftere at stille ham på literære uriasposter, men give os ”Fiskerne”s og ”Daglejernes”s digter tilbage. Ærbødigst. Tom Kristensen

 

Kai Friis Møller

Man kunne nævne den ene skikkelse efter den anden, som, engang mødt, er for bestandig uforglemmelig. Og Kirks store skikkelsesdannende evne er forbundet med en lige så frugtbar evne til at skabe situationer således, at vi stadig får disse personer at se som karakterer i funktion.

 

Hans Scherfig

Kirks stil er knap og nøgtern. Der er ingen skildringer, ingen beskrivelser. Det er livet, virkeligheden, ordnet og koncentreret, anskueliggjort af en stor kunstner.

 

Hakon Stangerup (kritiker)

Såfremt den kollektive litteratur er, at alle personer strutter af liv og frem for alt overbeviser med sandhed, så hurra for den kollektive litteraturteori! Den er i dette tilfælde marxismens modstykke…

 

Carsten Jensen (forfatter, litteraturforsker)

 Kirks litterære kvaliteter er så indlysende, at man ikke behøver nogen ydre anledning til at beskæftige sig med ham.

At Hans Kirk er den første marxistiske forfatter i Danmark, er kun den halve sandhed. Han er samtidig den, der danner afslutningen på den hundredårig episk og politisk tradition, bondelandets sidste store litterære skikkelse, Skjoldborgs, Aakjærs, Nexøs og Pontoppidans arvtager. Når hundredtusinder af danskere i tresserne læste Kirks romaner, var det, fordi de ville huske. I det årti i Danmarkshistorien, der måske har bragt de største forandringer med sig, blev det pludseligt vigtigt at have en identitet.

Kirk er det industrielle gennembruds digter, præget af periodens fremskridtstro, men også et udtryk for dens historiske sammensathed.  

 

Morten Thing (biograf, litteraturforsker, historiker)

 Kirk havde en stor forkærlighed for den folkelige tro, som kristendommen ikke havde fået bugt med.

 

 En kollektivroman har som sin ”hovedperson” ikke et individ, men en gruppe med fælles vilkår. Ved at skildre en gruppes liv kan man opnå to pointer litterært set. Man kan for det første modvirke tendensen til, at romanen bliver en fremstilling af et individ, som vandrer gennem en allé af bipersoner ... En sådan roman understreger jo individets særstatus i forhold til andre individer. Man kan for det andet vise, at hvert enkelt individ er en del af et mønster af sociale relationer, som ikke er alléens retlinede karakter, men er et betydeligt mere kringlet mønster.

 

Men er bogen en psykoanalytisk roman, så er den så afgjort også en arbejdets roman.  Arbejdet er et næsten mystisk begreb. Det bruges i en ahistorisk betydning som menneskets væsensaktivitet. Kun den, som laver egentlig fysisk arbejde, er et egentligt menneske. (om ”Fiskerne”)

 

Werner Thierry (kritiker, biograf)

Kirks fiskere er gjort af det samme stof som millionerne omkring os, i begyndelsen uden tydelige individuelle træk, men efterhånden som vi lærer dem at kende, almindelige og enestående som de anonyme enere i massen. Den eneste læremester, Hans Kirk åbent ville vedkende sig, var en så forholdsvis fjern størrelse som Knut Hamsun, og her tænkte han nok ikke på stemningernes og de hemmelige livsfornemmelsers artist, men snarere på digteren, der kunne befolke en bygd eller en by og holde halve snese af mennesker i live ved siden af hinanden i den samme roman.

 

Den materialistiske analyse af forhold mellem økonomi og religion havde Hans Kirk foretaget i sine tidsskrift-artikler i de samme år; i romanen lod han denne analyse blive liggende under vandoverfladen. Det var det, der gjorde, at ”Fiskerne” kunne tages umiddelbart til hjertet af tusinder af danske læsere, som i mange tilfælde troede, at forfatteren selv var fisker og måske ligefrem missionsk. De, der har lyst, kan jo betragte det som en fejl ved bogen, men det har næppe skadet dens løbebane i den danske læseverden.

 

Hvad enten man bygger en roman over en enkelt helt eller heltinde, eller man med omhu lader en flok følges ad gennem fortællingen, må den hente sin livskraft og sin værdi både fra individernes dybde og troværdighed og fra samfundsbilledets sandhed. Hans Kirks romaner fra mellemkrigstiden var mesterstykker i denne ”kollektivkunst”, men i hans bøger efter krigen er der kun svage spor tilbage af den.

 

Tilsyneladende er teknikken den samme som i „Fiskerne“, den, man kaldte „den kollektive roman“, en gruppe af mennesker, uden egentlige hovedskikkelser og uden faste grænser udadtil, følges gennem et vist tidsrum. Men der er en vigtig forskel: fiskerne levede helt i deres egen verden og deres eget tidsforløb, mens daglejernes liv bestemmes af historiens gang.

 

Geschichte der dänischen Literatur (Den danske litteraturs historie)

 

Af Kirk

 

Om aftenen ligger jeg sorgfuld og tænker på vor egen by, med dens støv og ælte, dens hæslighed og fattigdom og drik og slagsmål. Den er ikke nær så fin, men den er fuld af rigtige mennesker.

 

Ethvert værk må give udtryk for en oplevelse eller en anskuelse og være båret af lyst til at overbevise andre.

 

Al litteratur er tendentiøs. Den neutrale litteratur, den rene kunst, eller hvad man vil kalde den, er konservativ, for så vidt den må have et socialt grundlag.

 

En virkelig folkekultur må begynde ved stoffet og ikke ved publikum. Den må være frigjort for den borgerlige suggestion, udannet og tendentiøs. Den skal gennemlyse det sociale problem, ikke valent og forsigtigt, men helt og fuldt på proletariatets side. Neutral er kun den døde i sin grav. Litteraturen lever i tiden og må tage stilling til sin tid, den kan ikke glæde sig ved at være udenfor som skolelæreren, da drengene sloges. Enten-eller! For eller imod.

 

Men der ligger en fare i en alt for grov understregning af det sociale i kunsten. Man kommer let – som den gamle materialisme – til at arbejde med en for mekanisk opfattelse af åndelige fænomener. Det vil lønne sig også at skænke den moderne psykologi nogen opmærksomhed.

 

Kendemærket for best-selleren er, at den forfalsker virkeligheden eller går uden om dens virkelige problemer. Den er ikke problemløs, men dens problemer har ikke med det sociale liv at gøre. Den opstiller en række skinproblemer, som den løser på konservativ og småborgerlig vis. Den prøver at binde læseren til en løgnagtig og først og fremmest individualistisk opfattelse af tilværelsen. Dens moral er drivende sentimental og holdt i almindelighed, en lad-os-være-gode-ved-hinanden-moral.

 

Det bør aldrig glemmes, at virkeligheden er det stof, som litteraturen arbejder med, forudsætningen for enhver menneskelig aktion. Det er litteraturens særlige opgave at bringe hele tilværelsen ind i en anskuelig sammenhæng.

 

På vestkysten bliver folk missionske, ligesom fede agre giver grundtvigianere.

 

Jeg tror, at al litteratur begynder med stoffet. Og jeg er af den mening, at stoffet selv kræver at vælge sin form. ... Og hvis digtningen skal løse sin opgave, må den beskæftige sig med de virkelige menneskelige problemer og ikke med subtile skinproblemer.

 

Kunst kan ikke konstrueres, den må gå gro organisk frem. Formen, så gennemtænkt og revolutionær den er, skaber aldrig en ny kunst, men det friske, nyoplevede stof kan gøre det. Man må søge stoffet og foreløbig ikke bryde sig om formen. Den skal tiden nok slibe til.

 

Bogen er forkert komponeret og virker noget stillestående; jeg har hele tiden været klar over det, men er af mange grunde ikke i stand til at omarbejde manuskriptet. Nu må det gå, som det kan med denne bog, men næste gang skal jeg nok tage fastere om stoffet. (om ”Fiskerne”)

 

Kunsten skal bruges i den sociale kamp, åndsmennesket skal gå forrest i rækkerne, litteratur skal være tendens! Naturligvis skal kunsten bruges, og det er den altid blevet. Der findes ikke megen litteratur, som ikke er tendentiøs. Men man kan aldrig bedømme litteratur udfra dens tendens. Er det nok, at en bog har tendens, eller skal det have en bestemt tendens? ... Men hvis man bedømmer kunst udfra tendensen alene, kommer man ud i et subjektivt skøn og en jesuitisme, som er uden værdi.

 

 Kunst må være anskuelig, og tendensen må ikke stikke ud af bogen som knoglerne på en mager krikke. Litteraturkritikerens mål er ikke at nedsable de bøger, der har en tendens, han personlig ikke kan lide, men at undersøge, hvilken opgave kunstneren har stillet sig, og hvorledes han har løst den. Han kan heller ikke acceptere en bog, alene fordi dens tendens tiltaler ham.

 

Jeg tror, at man aldrig skal begynde ved formen, når man nærmer sig litteratur enten for at skrive den eller for at læse den. Det er indholdet, det kommer an på. Det er indhold, som skal klædes i form, og et indhold har det som regel sådan, at det selv vælger sin form.

 

Ingen form er i sig selv revolutionær. Det er indholdet, der bestemmer kunstværkets karakter. ... Indholdet er for os det afgørende.

 

Formålet med kunst må være at gøre andre mennesker bekendt med et eller andet, og at man derfor nødes til at bruge et sprog eller et formsprog, som andre mennesker har mulighed for at fatte.

 

Det er skik at tale med ganske særlig højtid om den ”religiøse oplevelse”. Man bruger en række benævnelser fra det indremissionske ”nåden” og ”genfødelsen” til det vage Anker Larsen’ske ”mødet med Gud” eller ”evigheden”. Der er nu ingen grund til at betragte de religiøse oplevelser på anden måde end andre sjælelige oplevelser. Det, som gør dem mærkelige, er deres følelsesbetoning – det drejer sig meget hyppigt om forklædte, seksuelle ønskedrømme, som ganske vist tit bliver uforståelige, fordi ”oplevelsen” ikke skildres pålideligt, men fortolkes.

 

Grundtvigianismen var en gårdmandsreligion. For daglejeren, husmanden, hele landproletariatet skabtes indremissionen. Mens kærnen i den nu hensygnede grundtvigianisme var en optimistisk livsbekræftelse, som indrømmede den gode, flittige, frisindede og vågne andelsbonde førstepladsen i himmelen, prækede indremissionen forsagelse.

 

Indremissionen må altså, trods dens forkastelse af proletariatets kampmåder, betragtes som en religiøs proletarbevægelse.

 

Det ligger nær for den erotisk hæmmede at søge afløb for sin seksuelle energi i de religiøse forestillinger.

 

Den første betingelse for et lykkeligt samfund er den seksuelle frigørelse, som giver enhver lov til at leve efter sin natur.

 

Kære kammerater.
Jeg skriver disse ord til jer på et tidspunkt, hvor jeg føler, at mørket snart vil lukke sig om mig, og at det, jeg ville have sagt, må jeg sige nu. Jeg skriver uden angst for døden, og uden personligt nag mod nogen. Jeg har haft fjender, men det var også jeres fjender, og jeg ved, at I vil fortsætte den kamp, hvor vi har stået sammen skulder ved skulder.
Men det er ikke for at formane jer, at jeg skriver, for jeg stoler fuldt og fast på jer og vort parti. Det er for at sige jer tak. Tak for den tillid, I altid har vist mig; for den åbenhed og ærlighed, hvormed I gennem de mange år er kommet mig i møde, for det trofaste kammeratskab, I har skænket mig.
Lev vel, kære kammerater!
Hans Kirk

Hans Kirk (Åbent brev offentliggjort i partiorganet "Land og Folk" efter Kirks død)