Henri Barbusse: Le Feu - Ilden (1917)

 

 

Da Barbusses krigsbog ”Ilden. Et korporalskabs dagbog” udkom i 1917, stadig midt i krigsforvirringen, slog den ned som en bombe. Gejstlighed og reaktion reagerede med ødsle forhånelser – der var tale om fædrelandsforræderi og demoraliseringsforsøg –, men soldaterne i gravene på begge sider genkendte sig selv og den intellektuelle verden var chokeret. Her havde nogen tilføjet krigsmindesmærkerne ”Krig og Fred” (Tolstoi) og ”Sammenbruddet” (Zola) et adækvat mesterværk, langt mindre omfangsrigt, men indtil i dag uovertruffet i konkrethed, ærlighed og skånselsløshed. Alt, hvad hidtil var udgivet af kunstnerisk krigsbearbejdelse, var makulatur, alt, hvad fra nu af blev skrevet, måtte måle sig med Barbusse eller gå milevidt væk af banen for hans virkelighedstro synsmåde. For eksempel Arnold Zweigs seksbinds monumentalværk ”De hvide mænds store Krig”, var intet andet, end en bred episk udfoldning af Barbusses grundtanke: ”Som nerve trak forfatterens og armererens modningsproces sig igennem, hans renselse for illusioner, anerkendelsen af virkeligheden, som klassesamfundet og dets sammenbrud i overgangen måtte udløse.[1]” I det centrale bind ”Einsetzung eines Königs” (”En konges indsættelse”) havde han med ordet i sin magt beskrevet skriveren Bertins alias Zweigs vækkelsesscene (339 ff.).[2] Og således gik det mange, krigen var løst af fortryllelsen og forklaret og beskrevet på oplevelsesniveauet.

 

Fra denne bog stammer også Kirks kunstneriske forhold til Barbusse. En af hans første større artikler, som senere ”også blev forstået som programerklæring”[3], fra året 1924, helligede sig udførligt den franske forfatter, hvis produktion han siden forfulgte opmærksomt og intensivt. Kirk skrev – Barbusses tidlige subjektivistiske udvikling, som var kommet ind i en kunstnerisk blindgyde – rekapitulerende: ”Med ’L’enfer’ og ’Nous autres’[4] er enhver vej lukket. Realiteten er slået ned. Det er konsekvent, fordi forfatteren mangler vitalitet. Han har aldrig oplevet den virkelighed, han benægter. For at redde sig fra vanviddet må han hævde, at den ydre virkelighed ikke findes. Hans standpunkt kan ikke rokkes. Den absolute skepsis er den eneste uindtagelige fæstning, der nogensinde vil kunne bygges, men man må mure sig inde i den. Barbusse sidder fast til halsen i en gold og tåbelig sandhed.

Barbusse

Det kan udfra denne litterære fortid synes mærkeligt, at det netop blev denne forfatter, der skrev ”Le Feu”, den brændende og levende skildring af verdenskrigen. Alligevel er det klart nok. Krigen blev den voldsomme realitet, der fejede Barbusse bort fra hans kategoriske benægtelssystem. Virkeligheden besejrede ham. Krigens rædsel var så mægtig, at den enten måtte dræbe ham eller tvinge ham til underkastelse. Under disse store og simple forhold, jaget ned i begivenhedernes dystre malstrøm, kan han ikke unddrage sig tilværelsen. Han står ikke længer som en betragter, han lever med. Dette gør ”Le Feu” til en så stærk, en så voldsom, ja genial bog. Det er en realistisk skildring af en halv snes kæmpende mænd, men det er tillige en mands første, stormende møde med virkeligheden, den virkelighed, han ikke kan tvivle om, fordi den lever i ham selv. Virkeligheden er blevet sandhed for ham.

 

Sammenligner man ’Le Feu’ med andre krigsskildringer, finder man i ingen anden den skarpe realitetsskildring forbundet med så dyb en menneskelig følelse. …

 

’Le Feu’ er en skildring af en trop soldater. De udfører ingen strålende heltebedrifter. De sidder for det meste i en skyttegrav, der stinker af snavs og urin, og venter. De lever, plaget af utøj, i milelange grave. Nogle af dem dræbes, resten venter videre. Men her ved dødens dør udfolder livet sig. De er flyttet tusinder af år tilbage i tiden til de mest primitive livsforhold, og for at redde deres menneskelighed må de orientere sig helt forfra i tilværelsen. De finder deres plads i virkeligheden, som forfatteren finder sin. De forstår ting, som de aldrig før har anet. Det er menneskets sejr over umenneskeligheden. Her får deres oplevelser en dybere og sandere betydning.

 

De gør sig deres tidligere tilværelse klar. De åbner sig for hinanden. Af og til er en af dem på orlov. Han vender tilbage og fortæller, hvad han har oplevet. Det er ord fra en anden verden.

 

Men det brændende spørgsmål bliver forholdet til krigen. Hvorfor kæmper de? Fædrelandet. Men også fjenden kæmper for fædrelandet, fra skyttegravene stiger råbene: ’Gott mit uns!’ og ’Dieu est avec nous!’ mod himlen. Hvem har ret? Bag fronten sidder førerne, intelligensen og bourgeoisiet, herude dræber folkene hinanden. Tilværelsen er hård som i tidernes morgen. Alle farer lurer i den. Men det er kun fordi de, der har magten, har svigtet. Der findes  kun to slags mennesker, dem, der er ovenpå, og dem, der undertrykkes. Og således, som det er i krigen, således er det også i fredstid. De undertrykte har kun døden og lidelsen, de mægtige, kongerne, har al livets fryd. Hvorfor hade dem i de fjendtlige skyttegrave? De er brødre, og fremtiden er i slavernes hånd.

 

Det er ikke længere en skildring af en halv snes soldater, men beretningen om en hær, om menneskeheden selv. Og det er på samme tid en bibel, et humanitets evangelium, der bekræfter tilværelsens idé. Disse soldater er mennesker. Vi ved, de er til. Bogen taler med sandhedens vægt. De har stået ansigt til ansigt med døden i krigens vanvid, og dog har de bevaret troen på fornuften. Så må den være til. Tilværelsen er lys trods alt.” (16-18)

 

Såvel som person som også som kunstner som også som institution var Barbusse af stor betydning for Kirks værk og produktion. Først og fremmest er det, som netop set, realiteternes overvægt, som forener begge og hvis forestillingsnødvendighed Hans Kirk fik præsenteret af Barbusse. Ifølge den skal romanen altid gå ud fra virkeligheden, den må form og stil tilpasse sig. For det andet havde Kirk allerede dengang på grundlag af ”Ilden” klart erkendt realismens farer, som let kan slå om i tendens: ”Man må håbe, at han vil have forståelsen af, at propaganda ligger uden for de kunstneriske muligheder” (19) tendens er centralkategorien i Kirks skaben: for kollektivromanens tidlige Kirk var det et imperativ, at tendensen ”ikke stikker ud af bogen som knoglerne på en mager krikke”[5], efter oplevelserne under besættelsestiden 1941-45 og Kirks radikalisering frasagde han bevidst stadig mere denne artistiske apriori til fordel for en politisering og, i sine to sidste romaner, en åben propaganda.

 

Men endelig var ”Ilden” også litteraturhistorisk en milesten på vejen hen til kollektivromanen. Barbusse beskriver deri skæbnen for cirka 20 mennesker, en ”familie uden slægtsskab”, som krigsskæbnen bandt sammen til en kæmpende enhed. Lange passager bliver deri beskrevet fra gruppeperspektivet, i første person flertal. Derfor foretager fortælleren udflugter i jeg-formen og, hvis enkeltskæbner bliver forfulgt, i han-form uden nogen sinde at dreje ind på den alt for distancerede auktoriale holdning. Barbusse vil fortælle indefra, fra gruppens hjerte, fra gruens smeltekerne. Deraf også den vedholdende præsens, for at betone det tidløse af denne urfortælling, for at udarbejde krigens indre virkelighed som umiddelbar handling, ikke som abstrakt entitet. Bogen lever kunstnerisk af spændingen af nærhed og overblik. At de talrige navn for det meste kun forbliver chiffre  for et liv og næppe kan blive fyldt med fuld skikkelse, understreger samværets flygtighed. De er alle kammerater, ikke takket være deres personlighed, men takket være den fælles skæbne. Kirk kunne her lære meget for sin egen poetik, i antagelsen og i distanceringen. Morten Thing skriver: ”Poetikken, som Kirk altså finder i ’Le Feu’, er en poetik, hvor forfatteren distancerer sig, hvor han ikke bøjer sig over skulderen på læseren for at udpege, hvordan den rigtige mening er. Læseren sidder med en psykologisk begrundet historie og ikke en politisk begrundet historie. Det er dens psykologiske sandhed, der afgør dens litterære, og dens litterære sandhed er afgørende for dens sandhed overhovedet. Denne litterære strategi – den indirekte eller implicitte fortællers – er første og vigtigste erfaring med at skrive. Det blev tillige den første vigtige byggesten til den roman[6], som han fik idéen til i løbet af 1924, men først realiserede i de kommende år.” (65)

 

Efter krigen og efter den indre vendepunkt – han stod før symbolismen nær – var  Barbusse engageret politisk virksom. Den i sin tid indflydelsesrige pacifistiske og antiimperialistiske Clarté-bevægelse gik tilbage til Barbusses initiativ og bar i øvrigt navnet på hans anden krigsroman fra 1919 i sin titel. Cremen af den venstreorienterede intelligens tilhørte den til tider: Heinrich Mann, Edward Brandes, George Bernard Shaw, Upton Sinclair, Selma Lagerlöf, Stefan Zweig, Anatole France, Otto Gelsted o.a. Under samme navn udkom fra 1921 også et tidsskrift i forskellige lande; den danske aflægger voksede fra 1925-1927. Kirk var regelmæssig medarbejder ved månedsbladet og en hovedfigur for Clarté-bevægelsen i Danmark.Han ydede hovedsageligt små spidse politiske bidrag, men også hans programmatiske artikel ”Religion og Hartkorn” eller en oversættelse af digtet ”Tam O’Shanter” af Robert Burns udkom i bladet.

 

clarté

 

Det var Barbusses intention, at skabe et nok venstreorienteret dog overpartisk talerør for pacifismen og venstreorienteret teori, dog snart blev organet okkuperet af venstreradikale og trotzistisk  side, således at grundlæggeren trak sig tilbage. 1928 vovede han skridtet endnu engang med ”Monde” og på ny lykkedes det ham, at engagere kendte medarbejdere: Albert Einstein, Maxim Gorki, Upton Sinclair, Miguel de Unamuno o.a. Da bladet blev financieret af den kommunistiske internationale og dette siden midten af 20’erne stadig stærkere udviklede sig til Sovjetunionens og Stalins udførende organ, var det upartiske forehavende allerede fra begyndelsen vanskeligt at holde gående. På ny blev der grundlagt en dansk aflægger og på ny ser vi Kirk blandt medarbejderne ved dette tidsskrift, som en kort tid nåede et højt kulturelt niveau.   

 

 

Litteratur:

Barbusse, Henri: Briefe von der Front. Leipzig 1987

Barbusse, Henri: Das Feuer. Tagebuch einer Korporalschaft. Berlin 1967

Kirk, Hans: Det borgerlige frisinds endeligt. Essays og artikler. København 1978

Kirk, Hans: Litteratur og tendens. Essays og artikler. København 1974

Seidel, Jörg: Spielen wir eigentlich Schach oder Krieg? Zur Bedeutung des Schachspiels im Werke Arnold Zweigs. Rostock 2006

Thing, Morton: Hans Kirks mange ansigter. En biografi. København 1997

Vidal, Annette: Henri Barbusse. Soldat des Friedens. Berlin 1955

Zweig, Arnold: Einsetzung eines Königs. Berlin und Weimar 1984

Zweig Arnold: Früchtekorb. Jüngste Ernte. Aufsätze. Rudolstadt 1961

 

©Tekst Jörg Seidel
© Oversættelse Poul Klein



[1] Arnold Zweig: Früchtekorb, S. 144

[2] Mere indgående se: Seidel, Jörg: „Spielen wir eigentlich Schach oder Krieg?“

[3] Børge Houmann i: forord „Litteratur og tendens“ S. 7

[4] To tidligere romaner af Barbusse

[5] Litteratur og tendens, S. 83

[6] „Fiskerne“

Joomla templates by a4joomla