Borgmesteren går af (1941)

 

Der er nogle gode grunde til, at kigge nærmere på den lille roman. Nogle Kirk-recipienter har fuldkommen overset den (Thierry, Jensen), andre ville i den iagttage det moderne samfunds store allegori (Klysner, Andersen). Den er den vel mindst kendte og mest misforståede roman af Kirk.

 

Bogen udkom i 1941, medens Kirk sad fængslet, værkhistorisk tilhører den dog de tidlige 30´ere, ligger altså mellem ”Fiskerne” og ”Daglejerne”. Kirk havde vel i sin tid forkastet manuskriptet, brød dog enkelte scener ud , for at anvende dem som noveller i en føljeton. Hos Gyldendal ventede man alt imens på den tredje del af Daglejer-trilogien og da Kirk ikke kunne levere, men allerede stod i finansielle forpligtelser – således formoder i det mindste Morten Thing i sin store biografi – er han kommet på denne bog, omarbejdet den og sendt den i stedet for den lovede roman, for i det mindste at opfylde kontrakten. Det var, som Kirk i et brev beskriver det, ”en bog om bureaumentaliteten”[1] og alene det kunne nok overraske. Kirk havde selv arbejdet som jurist i den danske ambassade i Paris såvel som ”sekretær i magistratens 4. Afdeling” (21) på Københavns rådhus og kom alvorligt desillusioneret tilbage fra dette eksperiment: siden gjorde jurist- og kontorarbejde ham forbitret. Eventuelle erfaringer fra livet på redaktionen kan have bidraget med deres del.

 

Bürgermeister

 

Givet bliver et udsnit af et borgmesterkontors liv, hvor der ikke sker meget. De sædvanlige bureaukratiske afviklinger, papirer, telefonater, de almindelige vittigheder, stridigheder og ambitioner, det kendte klagen.  De fleste er mennesker, som finder sig i alt, som søger deres udveje i privatlivet eller i små gemene ondskabsfuldheder. Nogen indre bevægelse kommer igennem en forsvundet deklaration og gennem borgmesterens snarlige afsked. Nord-vest-deklarationen bliver væk for den gamle veltjente kontorchef Jacobæus. Usikker på sig selv hører han på insinuationer og skyder forglemmelsen i skoene på oversekretær Hartsen, der naturligvis værger for sig med hænder og fødder mod beskyldningen. Iværksat blev den lille intrige af Holgersen, titel administrationschef, som dermet håber på afsked af kontorchefen– med fuld pension! Hvad vil han overhovedet stadig her? – for selv at kunne indtage denne stilling. Endnu 5 års yderligere nedslidning i underordnet position anser han for urimeligt. Sagen bliver diskret bragt for borgmesteren, skandale, det kommer til optrin, den gamle Jacobæus lider et sammenbrud, forsvinder et par dage fra billedfladen, man må frygte det værste. Endelig dukker han op igen man slutter fred igen og da den ellers utilnærmelige borgmester efter sin afsked modtager hele personalet hjemme til middag og viser sig som en pæn gammel mand, synes alle grøfter overvundet, foran autoriteten bliver alle differenser udjævnet. Meget mere af ydre handlig er der ikke.

 

Men internt, mellem personerne og i dem, dér raser vældige kampe, dér arbejder et dusin hemmelige krigere med banale temaer. Kirk indfanger med stor fingerfærdighed dette hele virvar af fjendskaber, alliancer, forhåbninger, snak, magtkampe, misundelse, griskhed, intriger, høfligheder, forstillelse, rygter, sludder, kedsomhed, støv, dårlig ånde, frustration og undertrykt seksualitet. Han viser sig her som modulationens mester, nuancernes, som fintfølende personbeskriver, som med ganske få streger, så at sige antydninger, af mimik, gestik, stemmeleje, blik osv. fastholder de kommunikative og psykiske afgrunde i det moderne arbejdslivs stille magtspil. Denne bog er i første linje nydelse, stille nydelse! At indføle sig i sindstilstandene, samtidigt nydende den helt diskrete ironiske tone, værdsættende de mange små nuancer, er ren læseglæde og hvem der måske har lignende erfaringer – også selvom kontormiljøet har forandret sig til ukendelighed, de interne spændinger burde stadig være de samme – ham vil det forekomme som et levende spejlbillede. ”Borgmesteren går af” er en filigran forarbejdet, klogt gennemtænkt, miniature, som udmærker håndværkeren og den opmærksomme betragter og menneskekender Kirk. I den er de arketypiske kontoreksistenser gengivet, siddepersoner, stuemennesker, fra klovn over kavaleren, bureaukraten, den intrigante, den slimede, karrieremennesket, den labre larve, den sippede, ofret … frem til den selvforherligende chef, mennesker som er udelukket fra den umiddelbare skaffeproces, fra livet derude, livslangt indemurede kommunalt ansatte med begrænset horisont og for det meste med ødelagt  socialkompetance. De er af deres miljø lige så formede og deformerede som den solskoldede fisker eller den sindige bonde med barkede hænder og langsomt, ejerskabsorienteret hoved.

 

Man kan jo vist slå på tromme for det og se de altomfattende allegorier deri, og det er heller ikke udelukket, at det var tilstræbt således. Så ville det over to etager opdelte kontor være et billede på det borgerlige samfund eller endda den tyske besættelsesmagt, så ville magtanalysen ikke være psykologisk men politisk. Øverst sidder, lig diktatoren, borgmesteren. Ham betjener fem juridiske underordnede med forskellige karakterer, begavelser og ambitioner. De kan støtte sig til et kvindeligt domineret småborgerligt lag af skrivere, skrivemaskinedamer og administrative embedsmænd og helt nederst står proletariatet i form af kontorbude. Så bliver det også af betydning, at Merrild var en ”bondedreng” eller at der her og der forekommer socialdemokratiske og slet ikke småborgerlige tendenser, så må det også medregnes, at den nye borgmester vil blive en venstreorienteret, en fagforeningsmand og tidligere skomagersvend. Så ville det Kirkske referenceværk være ”Slaven”, den velkendte højallegoriske bog om ”San Salvadore”s forlis, på hvilken alle konquistadortidens repræsentanter befandt sig, oppefra og ned. 

 

Så ville de mærkværdige overensstemmelser med H.C.Branners, i Danmark næsten klassiske, roman ”Legetøj” ( på tysk udgivet under: ”Ein Dutzend Mennschen”) fra 1936 også blive signifikante. Branners hovedværk gælder indtil i dag som kollektivromanens hovedrepræsentant  i Kirks efterfølgelse. Men denne indflydelse refererer til ”Fiskerne”. De to kontorromaner kan på grund af ”Borgmesterens” oprindelseshistorie ikke have øvet indflydelse på hinanden: Da Branners bog udkom, var Kirks bog allerede et færdigt manuskript. På den anden side er det i begge tilfælde dette ”dusin mennesker” – hos Kirk langvarigt gråt i gråt, næppe til at skelne fra hinanden - , på en hierarkisk struktureret , fleretagers arbejdsplads, som på de foresattes svækkede position slider sig op med forskellige strategier. At Kirk ville afprøve kollektivromanens koncept på et andet emne, synes klart. Hvis man lægger vægt på definitioner, så kan man også følge dén af Finn Klysner, som, i modsætning til ”Fiskerne” og ”Daglejerne”-romanerne , talte om en ”antikollektiv kollektivroman”, hvilket vil sige, at kollektivet, den beskrevne gruppe, ikke foretager en fælles udvikling, men gennem intern konkurrence fører til divergerende impulser for gruppedannelse. De agerende personer forholder sig atomart og danner kun kortvarige alliancer, de arbejder ikke på et fælles projekt eller i det mindste ikke forsætligt. Gruppen er intet funktionsdygtigt fællesskab. Den eksisterer grundliggende uforandret videre, også efter borgmesteren er aftrådt og alle interne spændinger blev gennemlevet.

 

Kirk kultiverede også sin ”dækket direkte tale” -teknik, som Thing kaldte den. Et eksempel:

 

”’No’et nyt derinde?’ (direkte tale uden sætningstegn) spurgte (uden komma) han og nikkede i retning af sekretariatet. Han holdt af at vide, hvad der foregik, og i den retning var Holgersen en sikker mand. (er det indre monolog eller beskrivelse set med forfatterens øjne ---?). Holgersen blev hed i hovedet (tydeligt auktorial). Nu gjaldt det guddødemig om at manøvrere rigtigt.” (indre monolog eller beskrivelse set med forfatterens øjne?)

 

Hvem taler? Dét er i reglen flertydigheden i den ”dækkede direkte tale”. Er det forfatteren, er det fortælleren, er det den dømmende skæbne, væren, er det figuren? Effekten er flertydig, overgangene flydende. Principielt tilfører denne talefigur substans til en situation, den oplader den med signifikans. Det fører såvel til en tilnærmelse af figuren til læseren, der mener at se ind i det indre, men samtidigt også til en episk distance, da der mangler entydighed og sammenhæng og fortælleren kunne være figurerne overordnet.

 

Også når Kirk befandt sig på fjendtligt territorium, beviser denne lille store roman såvel teknikkens kunstneriske muligheder som også forfatterens evner. 

 

Litteratur:

 

Andersen/Emerek: Hans Kirks forfatterskab. Vinten. København 1972

Klysner, Finn: Den danske Kollektivroman 1928 – 1944. Vinten. København 1976

Thierry, Werner: Hans Kirk. Gyldendal. København 1977

Thing, Morten: Hans Kirks mange ansigter. En biografi. Gyldendal. København 1997



[1] Thing 231

©Text Jörg Seidel

© Oversættelse Poul Klein og Jörg Seidel

Joomla templates by a4joomla