Klitgaard romanerne: „Djævelens Penge“ (1951/52) og „Klitgaard & Sønner“ (1952)
Vi er alle i den samme båd, og kongen har pålagt os at iagttage ro og orden. Ro og orden er tidens danske løsen. Forholdet mellem de ansvarlige danske myndigheder og besættelsesmagten er det bedst mulige, vi er virkeligt et mønsterprotektorat. Aldrig har noget land så beredvilligt ladet sig plyndre, og aldrig har nogen overklasse været så lysten efter at deltage i plyndringen. (Djævelens Penge)
Kirks sidste to romaner – ”Djævelens Penge” og ”Klitgaard og Sønner” – blev enstemmigt modtaget af kritikerne: Afvisende! Man forstår hvorfor – Kirk havde dermed forladt den litterære vej og endegyldigt meldt sig ind i den politiske tjeneste. Om dobbeltromanen, som på grund af sine uadskillelige handlingssammenhæng også kan behandles som selvstændigt værk, om den overhovedet stadig hører hjemme i det kunstneriske område, forbliver tvivlsomt.
I den bliver den 50-årige historie om et betydende byggeforetagende fortalt. Alt blev omkring århundredskiftet opbygget af den unge husmand Grejs Klitgaard. Han overtager, sammen med sine to indremissionske svogre, en ordre, at bygge høfder ved stranden. Det dårlige vejr truer med at få leveringstiden som offer, med mindre, man arbejder også søndag, den af Herren forud givne hviledag. De to svogre springer fra, det er ”Djævelens Penge”, at vende sig mod påbuddet. Dog Grejs tager fat og klarer leveringstiden og påbegynder dermed en succeshistorie, som snart gør ham til en af landets største byggeforetagender. Garant for succesen er – som allerede hos Høpner – ærlighed, arbejdsetos, stærk vilje, ”en forbandede kapitalist, men en mand af gammel ærlighed”. Kun Djævelens Penge svæver som et ondt omen over virksomheden.
Hertil, de første 20 sider, de første 40 år, synes at være det klassiske Kirk. Men Kirk ville ikke én gang til skrive virksomhedshistorie, han ville helt konkret tage stilling til den nyeste historie, det er tiden med besættelsen af de tyske tropper og de første efterkrigsår. Danmark måtte gøre en bitter erfaring: Kongehus, politik, erhvervsliv og også størstedelen af befolkningen fandt sig tilrette med situationen, ja mange hentede endda fordele ud af den. Efter tunge kriseår aftog arbejdsløsheden, landbruget forsynede i stort omfang den store nabo, industrien stillede sig i krigens tjeneste, Tyskland blev overhovedet den eneste handelspartner af betydning for kongeriget. I kontrast dertil bliver modstandsbevægelsen indtil i dag hele tiden kaldt frem i den offentlige bevidsthed, medens tallene taler et andet sprog: Knapt 900 danskere mistede livet under modstanden, 600 i tyske koncentrationslejre, men 6000 gjorde frivilligt tjeneste i SS og 40 000 blev efter krigsafslutningen arresteret som kollaboratører. Bortset fra det kommunistiske parti var der ingen nævneværdig organiseret modstand og fra deres rækker rekrutteredes de fleste ofre. En kommunistisk forfatter som Kirk, som selv sad to år i fængsel og arbejdede yderligere to år under jorden, var altså fuldtud moralsk berettiget til at løfte pegefingeren. Alligevel bliver spørgsmålet tilbage, hvorledes nogen løfter pegefingeren.
Den gamle Grejs fratræder efter tyskernes indmarch sin virksomhed til sine sønner. Denne anden generation var vokset op uden opbygningens tungtvejende erfaring og den gamles morallære forekommer dem verdensfjern, kun læren om pengeyngel er gået over i dem i kød og blod. Der er Thomas, som overtager firmaet, Johannes, der bliver til en skrupelløs ejendomsmægler, Emanuel, en lidet talentfuld og livsuduelig kunstner og søsteren Sara, den eneste, som via følsomheden gennemskuer de andres leben. For da de tyske besættere kommer til firmaet med store ordrer, opstår der en moralsk konflikt: Uanede indtjeningsmuligheder, Djævelens penge, på den ene side, men netop også kollaboration med besætterne på den anden. Kirk opstillede denne tese – mange ville sige: Illusion – at man i denne situation kan beslutte sig for, at man virkelig har friheden til – også når de frygteligste konsekvenser kan følge – at beslutte sig mod den tilsyneladende tvang, endnu mere når det er mod konformiteten eller den personlige fordel – og følgelig skal! Denne frihedstese er hele værkets grundtese. Faktisk vil Gregers f.eks., værnemagerens (kollaboratørens) fortabte søn, gå i koncentrationslejr for sine idealer, faktisk vender forskellige medløbere og begunstigede sig i løbet af begivenhederne fra Thomas Klitgaard for at gå en nu uvis fremtid i møde, faktisk forlader Johannes´ kone sin mand og rejser efter sin kærlighed, en ligeledes omvendt nazi, efter krigens afslutning ind i DDR … Man kan altså vælge ”det rigtige”; hvad der gør bøgerne, bortset fra de kunstneriske mangler, så vanskelige at nyde – for dagens læser vel endnu mere end for læseren på den kolde krigs tid - er den bedrevidende og belærende tone, for Kirk mente at vide, hvad ”det rigtige” er. Og han propaganderer og agiterer helt ufortøvet den kommunistiske ide, den blomstrende fremtid, kammerat Stalin osv. Allerede i begyndelsen af 50 ´erne var det uacceptabelt for de fleste læsere, i dag, med den historiske bedreviden, forekommer det af og til ubærligt. At især ”Djævelens Penge”, som tidligere allerede var udkommet som føljeton, straks blev udgivet i 10.000 eksemplarer på partiforlaget ”Tiden” og solgtes rasende hurtigt, snart gjorde et andet oplag nødvendigt, lader sig kun forklare med to begrundelser, for så vidt man ser bort fra den særligt beskedne pris og flotte illustrationer af den berømte karikaturtegner Herluf Bildstrup.
Enten var det partifolk, som købte og deri fandt egne meninger bekræftet eller viede det nådesløse angreb på alt og alle, som nogen sinde havde gjort sig skyldig, stor opmærksomhed.
Værnemageri var tidens slagord, ikke mere kunne på den måde ophidse gemytterne. Danmark oplevede en ophedet tid for beskyldninger og mistænkeliggørelser, selv- og ”klassejustitsen”. Og Kirk, som sagt, skånede ingen, tog hele fletværket på kornet: Konge, parlament og regering, erhvervsliv, justits, kirke, stor- og småborgerskab, kunstnere, intelligensen og også arbejderne, som tjente deres daglige brød ved byggeri af lufthavne og bunkre for tyskerne. Hårdest ramte det ganske vist erhvervslivet, ikke mindst derfor, fordi det efter krigens afslutning hurtigt med alle økonomiske og magtpolitiske midler kunne ”bevise” sin uskyld og fordi det frem for alt umiddelbart i tilslutning til projektet arbejdede videre, denne gang bare i de amerikanske imperialisters tjeneste. Tidens danske læsere havde ikke svært ved, at dekodere denne som nøgleroman tilstræbte roman: Firmaet, cheferne, politikerne, sagførerne … de var alle velkendte, var personer fra det offentlige liv; her at se dem åbent anklaget, kan være en videre grund til den korte, men heftige succes for det litterært andenrangs værk. Men lader man sig ikke afskrække alt for meget af den kunstneriske utilstrækkelighed, så bliver i realiteten et næsten encyklopædisk forehavende, et samfundsmæssigt helhedsbillede – fra feltmadrassen til erhvervsmagnater, fra svindler til proletar, fra suizidale looser til selfmademan - , et indholdsmæssigt komplekst værk af betydende historisk værdi synligt bag kulissen, med fortrukne træk, uden tvivl, men dog et storslået forsøg på, at komme frem til rødderne af de dårlige forhold. Det kunne være blevet et mesterværk, såfremt figurerne ikke var overstilliserede talerør for deres pågældende klassebundne verdensanskuelse, var det ikke så usagligt ideologisk belastet og så utilstrækkeligt gennemkomponeret, især den anden bog, hvor Kirk desuden indføjer dokumentarisk materiale, og dermed beslutter sig for det tidsaktuelle og mod den fremtidige læser.
Oprindelseshistorien som fortsættelsesroman i litteraturtillæget af ”Land og Folk”, DKP´s centralorgan, med permanent tidspres og åben fortsættelse, var sikkert ikke hjælpsomt for projektet. Alligevel burde der ikke have været ydre tvang til, i lange didaktiske passager at tromle ideologi og teori ud. Man må altså gå ud fra, at en så sensibel forfatter som Hans Kirk ganske bevidst ville gå denne vej. Åbenbart sad besættelsestidens chok, årene i fængslet, årene under jorden, den store skuffelse over det danske flertal, - alt det førte i 40´erne til Kirks politisk radikalisering – så dybt, at han troede at måtte udelukke al artistisk forsigtighed. De beskedne forsøg på, at opbløde dette med ironi, mislykkedes derfor, fordi Kirks ironi her er alt andet end subtil, fordi den ofte fremkommer med aggressiv og af og til kynisk undertone og som følge deraf for det meste gør sig uspiselig. Så bliver litteratur til mission, til politisk handling. Læseren bliver næppe tilladt imaginations frihed, alle motiver og sammenhænge bliver nådesløst benævnet, sådan som man egentlig kun kender det fra trivial litteraturen. Faktisk burde Kirk vedrørende dette være påvirket af Brechts ide – man stod i nær brevkontakt – om analytisk og didaktisk kunst, blot går han langt mindre ”dialektisk” frem.
Alligevel kunne han selv her, i stille reflektive øjeblikke, ikke fuldstændigt fralægge sig sin bondske, urproletariske eller også Hamsunske arv, som man kunne kalde den. Således grubler f. eks. den unge kommunist Gregers over ”børsterne”, vejarbejderne, som Kirk i sine kollektivromaner havde sat et mindesmærke over i Cilius og andre: ”Arbejdets landsknægte, tænkte Gregers. Tapre, grove folk, som har taget alt det hårdeste arbejde i landet. Min mor er stolt af, at hun er af en århundredgammel kulturslægt. Men er de ikke den virkelige kulturslægt? Sidder han der ikke, den gamle krudtkarl, arret af arbejdets skrammer, men med hele dets sunde frodighed i sin gamle krop. Ved han til syvende og sidst ikke mere om kultur end ti generationer af professorer, rektorer, digtere og præster? …Livet er gået stort og frugtbart gennem ham. Han ved besked. Og nu skal han ud på tørvearbejde, og en skønne dag strækker han sig træt ud i mosen og dør ensom, men stadig midt i arbejdets fællesskab, og uden at vi ved det, har han skænket os en arv af rigdom.”(180) Så vidt rækker end ikke den unge kommunistiske kadre … Her udtales også en melankoli, som beklager tabet af de gamle, ærlige, overskuelige tider.
Måske kan man, med Carsten Jensen, forsonligt konstatere: ” Men det er vidnesbyrd om kvaliteten i Kirks forfatterskab, at dette sammenbrud skete så sent.” (198)
Den uforlignelige Tom Kristensen skrev et åbent brev til partiledelsen i DKP:
” Til det danske kommunistiske partis ledelse!
Da alle danske læsere er interesserede i den store forfatter Hans Kirks gerning og udvikling, anmoder jeg venligst ledelsen om, ikke oftere at sætte ham på litterære uriasposter (farlige poster), men give os digteren af ”Fiskerne” og ”Daglejerne” tilbage.”2
Med sin novellesamling ”Skyggespil” opfyldte Kirk dette ønske.
Litteratur:
Kirk, Hans: Djævelens Penge. Vinten Stjernebøgerne. København 1984
Kirk, Hans: Klitgaard og Sønner. Vinten Stjernebøgerne. København 1969
Andersen, Jens/Emerek, Leif: Hans Kirks Forfatterskab. København 1972
Højlund, Inger: En Udviklingslinie i Hans Kirks Forfatterskab. København 1978
Jensen, Carsten: Folkelighed og Utopi. Brydninger i Hans Kirks Forfatterskab. København 1981
Thierry, Werner: Hans Kirk. København 1977
Thing, Morton: Hans Kirks mange ansigter. En biografi. København 1997
© Tekst Jörg Seidel, oversættelse Poul Klein