I dyst for Livet (1930)

 

I 20´erne lykkedes det forlæggeren Chr. Eriksen at vinde flere forfattere fra den kulturradikale scene som børnebogsforfattere, som blev betydende for genren i Danmark. Den mest kendte af dem – den blev vel også læst op i radioen – må have været Hans Kirks eventyrroman ”I dyst for Livet”. Tidligere havde Otto Gelsted, Kirks ven og ideologiske mentor i midten af 20´erne udgivet to bøger: ”Eventyrlige Dage” og ”På Flugt” Familiesagaen vil og litteraturvidenskaben kunne samle indicier for, at Kirk selv skrev begge disse historier eller arbejdede betydende med derpå. Gelsted og Kirk skulle have gjort sig en sand spøg ud af det, helt ind i anmelderkritikken, hvor Kirk beskyldte ”forfatteren” Gelsted for, i sin middelalderhistorie fejlagtigt at have nævnt kartoflen, selvom denne slet ikke var nået til Europa.(1) Kirk var dengang endnu et ubeskrevet blad, en sådan scharade kunne altså fuldtud have været relevant.

Entydigt forholder tingene sig ved anmeldelsen af denne bog, som opstod to år efter Kirks litterære gennembrud ”Fiskerne”. Som der begynder eventyret på den vindomblæste vestjyske kyst dog i første halvdel af det 18´ århundrede. Daniel, jeg-fortælleren, i begyndelsen af ungdomsårene, søn af en præst vokset op uden mor, længes efter havet. Da han ser et skibbrud fra land, lærer han farerne at kende. Den eneste overlevende, Edward, en dreng fra England, bliver til hans yngre bror. Da de begge sammen med den gamle karl og tidligere, vasket i alle have, søulk Enock samt den lærde men verdensfremmede skolelærer, som permanent repeterer græske og latinske klassikere, på en fisketur bliver overrasket af et uvejr, begynder eventyret.  De bliver reddet af en svensk plimsoller på ostindienfart, men må blive om bord. Mandskabet lider under en despotisk og vilkårlig kaptajn: Det kommer hele tiden til intriger og uro, på den afrikanske kyst bliver indfødte bekæmpet …, til sidst fører kaosset til mytteri og Daniel bliver den nye kaptajn, som selvfølgelig, efter brændevinsforrådet går til ende, falder som offer for et eget mytteri. En storm redder ham og hans venner fra døden i galgen, i stedet lander de på en ensomt beliggende ø. Derfra bliver de reddet af sørøvere, men må derfor træde i deres tjeneste. Da banden falder i hænderne på et engelsk krigsskib, truer døden i galgen alle på ny. Nu endelig kan den spinkle magister vise lærdommens værdi: Fordi han ud af hukommelsen kan fremsige Iliaden i original, tror man på bogens helt, at de var ofre og ikke piraternes medskyldige. Efter års vildspor kommer de tilbage, Daniel bliver sømand, som håbet, og har fundet sin realisering og frihed.

 

Frihed er i realiteten nøgleordet i denne op-og udbrudshistorie. Det er friheden for de voksnes regelstyring og den ungdommelige fantasi(2).Hele tiden sukker Enoch over skolemesterens lærdom og advarer mod for megen viden, men han bliver til sidst belært om, at han tager grueligt fejl: Også Homer, Horats og Plutark kan være til nogen nytte. Denne ironisk didaktiske drejning er typisk for den letflydende og spændende og også morsomme bog for ”Drenge fra 10-14 år”. Det drejer sig udelukkende om eventyr, sikkert en sikker havn i denne branche – piger, kvinder, kærlighed er fraværende -, men eventyr, som hele tiden på ny, diskret, udkaster spørgsmålet om retfærdighed og undertrykkelse. Det er ikke den eneste Kirkske ejendommelighed. Med Enock, der står med begge ben på jorden og altid har et morsomt citat på læberne, skaber Kirk en ungdomsversion af ”børste”-typen, som man både kan møde på vejen og også til søs. I næsten alle romaner befinder sig denne af Kirk så beundrede bramfri, ægte, oprigtige type, for det meste uddannelsesfjern, men fuld af menneskelig visdom: Cilius og andre vejarbejdere i ”Daglejerne” og ”De ny Tider”, Gaal i ”Vredens Søn”, Grejs Klitgaard og hans i Klitgaard-romanerne. Måske kan man i Enock endda se fødselstimen for denne grundskabning? I ham lever den samme gamle folkeovertro, som stadig hænger ved om? Daglejerne. Også den underfundige kritik af intellektuelle lyder bekendt og at den med klassisk uddannelse proppede magister kan fejre den til sidst livsreddende triumf, vidner muligvis endda om Kirks egen konflikt, at være intellektuel, men at foragte intellektualismen. Muligvis er det også alt sammen for højt sat op og man skulle ikke se mere deri end en clever udarbejdet eventyrhistorie, som naturligvis ender godt, eller, som Enock afsluttende siger: ”Således har alt vendt sig til det gode, sagde drengen, da skolelæreren faldt og brækkede benet.”(147)

Hans Kirk er derudover forfatter til en småbørnsbog ”Jørgens Hjul” og yderligere en ungdomsroman ”Præstens Søn”.      

 

Literatur:

Kirk, Hans: I dyst for livet. Chr. Erichsens Forlag. København 1959 (1930)

Thing, Morton: Hans Kirks mange ansigter. En biografi. København 1997

 

©Tekst Jörg Seidel
© Oversættelse Poul Klein

[1] Dazu: Morton Thing, S. 119 ff.

[2] Vgl. Thing a.a.O.

Joomla templates by a4joomla